Millioner på vej til ny digital signatur

Som en del af aftalen mellem finansminister Lars Løkke Rasmussens og kommunerne og regionerne er der afsat 66,5 millioner kroner til indførelse af ny digital signatur.

Videnskabsminister Helge Sander (V) kan nu se frem til et økonomisk rygstød til indførelse af digital signatur generation 2.0.

I forbindelse med finansforhandlingerne mellem finansminister Lars Løkke Rasmussen og kommunerne og regionerne er der afsat i alt 116 millioner kroner til øget digitalisering af i det offentlige, og ud af disse skal 66,5 millioner kroner bruges direkte på de nye digitale signaturer.

Den samlede aftale gælder for perioden 2009 til 2014 og skal blandt andet give flere digitaliseringsprojekter i det offentlige og udbygge sundhed.dk. 17,5 millioner kroner skal bruges til kommunale digitaliseringsløsninger, og yderligere 20 millioner kroner pumpes i udbygning af sundhed.dk.

»Aftalerne leverer dermed en væsentlig del af det økonomiske grundlag for næste generation af den digitale signatur, hvor vi i øjeblikket er i en afsluttende forhandlingsfase,« siger Helge Sander i en pressemeddelelse.

Ifølge aftalen er det blandt andet projekter som fuld digitalisering af kommunernes administration af syge- og barselsdagpenge, et digitalt sagsbehandlingssystem for udsatte børn og unge samt udmøntningen af den nationale strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet 2008-2012, der står på parternes digitale ønskeseddel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere