Millioner af computere verden over eksponeres af usikre telnet-forbindelser
Mens det kan være afsindig nyttigt at kunne fjernstyre computere, er det ikke uden risiko. Derfor er der gennem årene hele tiden blevet udviklet nye, mere sikre måder at lade enheder kommunikere på. Men det afholder ikke it-folk verden over fra at holde sig til de gamle, usikre fjernstyringsmetoder som eksempelvis telnet.
Ifølge digi.no er telnet en aldrende teknologi fra de sene 1960'ere og er på ingen måde bygget til det moderne internet.
Al kommunikation over telnet sker ukrypteret, og det er også en af grundene til, at man allerede tilbage i 1995 opfandt et alternativ til telnet, SSH, der krypterede kommunikationen. Men på trods af dette nye, mere sikre alternativ understøttes telnet stadig af computere verden over og nogle serverenheder har telnet aktiveret som standard, skriver digi.no.
Udnyttes af botnet
Derfor kan enheder nemt udnyttes. Blandt andet det berygtede Mirai-botnet udnyttede telnet-kommunikation til at inficere enheder, og det har ført til, at flere internetudbydere slet og ret blokerer al trafik over port 23, som telnet benytter.
Ifølge it-sikkerhedsfirmaet [Rapid7]https://www.rapid7.com/data/national-exposure/2017.html) er 10 millioner enheder verden over tilgængelige for hackere og botnet, fordi de stadig bruger telnet.
Ikke desto mindre tyder det på, at tilslutningen til telnet er faldende. Siden sidste år er antallet af telnet-enheder ifølge Rapid7 faldet med fem millioner, så det går den rigtige vej, skriver selskabet.
