Million-kampagne skal få flere kvinder på tekniske it-uddannelser

Illustration: IT-Universitetet
IT-Universitetet lancerer ny kampagne, der skal vække kvinders interesse for en it-uddannelse, efter stigning i antallet af optagne kvinder i 2017.

IT-Universitetet i København opruster deres kampagnearbejde, som skal få flere kvinder ind på deres tekniske it-uddannelser. Med 2,8 mio. kr. i ryggen fra Villum Fonden lancerer de en treårig indsats for at vække kvinders interesse for it-uddannelserne.

Universitetet vil blandt andet tilbyde coding caféer og tech-karrieredage og bringe kvindelige rollemodeller fra it-branchen i front samt lave ferie-coding-camps. Universitetet vil ramme unge kvinder i gymnasiet, eller de som holder sabbatår, med kampagnen.

»Det er utrolig vigtigt, at både mænd og kvinder er med til at præge den digitale udvikling, så fremtidens teknologier afspejler alles behov,« skriver Mads Tofte, rektor på IT-universitetet, i en pressemeddelelse.

»Samtidig er der i disse år en enorm efterspørgsel på it-specialister, som vi kun kan dække, hvis vi får hele talentmassen med. Derfor har vi gennem de seneste to år arbejdet målrettet med at gøde interessen for it blandt de unge kvinder,« skriver han.

Hands-on erfaring med programmering virker

Det umiddelbare resultat af det arbejde viser sig tilsyneladende i 2017. Her steg andelen af kvinder, som blev optaget på universitetets bachelor i softwareudvikling fra 12 procent i 2016 til 22 procent efter at have ligget jævnt over en periode på fire år.

»Vores erfaringer viser, at når man laver en målrettet indsats for kvinderne, giver det gode resultater. Når kvinderne får hands-on erfaring med programmering, synes de, at det er både sjovt og kreativt, og rigtig mange får lyst til at arbejde videre med det,« skriver Camilla Rosengaard, kommunikationschef på IT-Universitetet.

En tredjedel af deltagerne på IT-Universitets første ferie-it-camp søgte efterfølgende ind på en af universitetets uddannelser.

»Vi skal passe på, at vi ikke lader os begrænse af kulturelle forestillinger om, hvad mænd og kvinder interesserer sig for. Uddannelsessektoren har en særlig opgave med at kommunikere, så vi får vist både mandlige og kvindelige ansøgere, hvilke muligheder en it-uddannelse giver,« siger Rosengaard.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize