It-leverandøren Dell køber it-servicevirksomheden Perot Systems for 19,7 milliarder kroner. Perot Systems får en stor del af omsætningen fra projekter i sundhedssektoren, og dermed kan opkøbet give Dell adgang til de over 180 milliarder kroner, som den amerikanske regering vil bruge på sundheds-it. Det skriver amerikanske Computerworld.
For at finansiere den foreslåede reform af det amerikanske sundhedssystem vil regeringen støtte udrulningen af især elektroniske patientjournaler, fordi det kan hjælpe med til at effektivisere driften af hospitaler og klinikker.
Perot Systems er stiftet af den tidligere amerikanske præsidentkandidat Ross Perot, som også stiftede it-servicevirksomheden EDS, som sidste år blev købt af Dells konkurrent Hewlett-Packard.
Opkøbet skal hjælpe Dell med at udvide selskabets satsning på at levere ikke blot hardware, men mere komplette løsninger bestående af både hardware, infrastruktur, konsulentydelser og services.