Milliardballade om KMD: Var det dårlige krav eller en dårlig leverandør?

21. januar 2017 kl. 05:164
Milliardballade om KMD: Var det dårlige krav eller en dårlig leverandør?
Illustration: KMD.
KMD står lige nu med flere potentielle it-skandaler på hånden. Er det KMD, der ikke kan levere til tiden, eller er det kommunerne, der stiller for ukonkrete krav?
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

KMD står lige nu i en enorm krise med en voksende liste af kriseramte projekter, der alle truer med at koste selskabet store trecifrede millionbeløb. Men det værste er, at problemerne ikke handler om teknologi, men om kontrakter og kravspecifikationer.

Det kan være svært at bevare overblikket, så lad os lige opsummere to aktuelle sager:

KMD er forsinket 15 måneder med systemet Social Pension, som skal bruges af Udbetaling Danmark og kommunerne. Det har fået ATP til at kræve, at KMD kompenserer kommunerne for det tab, de har lidt, som følge af forsinkelsen, og at KMD leverer det aftalte system. Kravet lyder lige nu på mindst en halv milliard kroner og et system, der virker.

KMD er ligeledes 11 måneder forsinket, og ventes at blive yderligere tre måneder forsinket, med en ny udgave af kommunernes Støttesystemer. Også her har kommunerne og Kombit truet KMD med et krav om en halv milliard. Kravet er dog endnu ikke formelt fremsat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge sager bliver mere spegede af, at KMD står for driften af de gamle systemer, som de to projekter skal erstatte. KMD modtager et betydeligt beløb for den fortsatte drift af de gamle systemer, mens de nye systemer er forsinket.

Det er denne udgift, kommunerne vil kompenseres for, fordi det er KMD, der ifølge kommunerne er skyld i forsinkelsen.

Samtidig står KMD til at tabe et trecifret millionbeløb om måneden i driftsindtægter, når de gamle systemer fra den tid, hvor KMD havde monopol på at levere til kommunerne, er udfaset. Med andre ord er det svært at se, at KMD er interesseret i at få afsluttet udviklingen af de nye systemer hurtigst muligt.

KMD forsvarer sig i de to sager ved at skyde skylden på de krav til systemerne, KMD har modtaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sagen om Social Pension har ATP ifølge KMD ikke specificeret regler og forretningsregler tilstrækkeligt og til tiden.

For afløseren til Støttesystemerne kom Kombit sent i projektforløbet med en række ændringsanmodninger, som ifølge KMD er skyld i forsinkelsen. Kombit mener, at ændringsanmodninger for otte procent af projektet i den tidlige fase og én procent efter afklaringsfasen.

Flere erstatningskrav truer

KMD står altså med to enorme aktuelle it-skandaler. Begge kan finde en fredelig afslutning, hvor begge parter kan trække sig tilbage og slikke nogle økonomiske sår, men i det mindste stå med systemer, der virker. Men begge sager kan også ende med et samlet milliardkrav til KMD og nye udbud.

Hvis kommunerne har ret, så er KMD blot en dårlig it-leverandør - i hvert fald i disse to projekter. Det er straks mere problematisk, hvis KMD har ret, for det kunne indikere, at trods årtiers problemer med store offentlige it-projekter, så er den offentlige sektor stadig dårlig til disse projekter. Og det kunne indikere, at problemerne måske ligger i meget komplekse regelsystemer, som er for svære at oversætte til moderne it-systemer.

Disse to sager er imidlertid ikke de eneste, der bør bekymre KMD. Skat vil trække KMD i retten med et erstatningskrav i omegnen af 700 millioner kroner for det fejlslagne EFI-system til gældsindrivelse.

Og i Region Syddanmark har KMD også problemer med at levere et system. Regionen har derfor måttet indgå en forlænget driftsaftale til 15 millioner kroner for at holde et gammel system kørende, mens KMD får det nye system i drift.

Regionen havde stillet 600 specifikke krav til det nye lønsystem, men i en afprøvning af 300 krav var der fejl ved 100 af dem.

Vi står altså lige nu i en situation, hvor KMD stadig arbejder på en børsnotering, som kan give selskabet op mod 10 milliarder, mens kommunerne stadig kæmper for at rive sig fri af de gamle systemer, som KMD har monopol på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis KMD har ret i, at kommunerne ikke stiller de rigtige krav fra begyndelsen, så vil monopolbruddet næppe komme til at gøre den store forskel. Dårlige krav giver dårlige projekter, og selv med nye leverandører vil det stadig give forsinkelser og overskredne budgetter.

Hvis kommunerne har ret, så ser det sort ud for KMD som fortsat storleverandør. Ambitionerne om at få kunder fra flere sektorer end blot det offentlige i Danmark, bliver svære at indfri, hvis KMD ikke kan levere, det selskabet lover i store projekter.

Begge parter kan have delvist ret. Og så er det hovedsageligt borgerne, der taber, fordi det i så fald ser ud til, at en modernisering af den offentlige digitalisering kommer til at tage længere tid og blive dyrere, end vi hidtil har regnet med.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
23. januar 2017 kl. 11:06

Statistik viser at risikoen stiger eksponentielt med projektstørrelse. Projekter bør i stedet deles op som mini apps og micro services samt komponenter og udbydes separat hvor mindre niche leverandører kan være med. Det er en alt for old school vandfaldsmodel tankegang der benyttes. Tanken er at et stor projekt skal spare penge og drift mv men istedet bliver det altid langt dyrere både på kort og langt sigt...

3
23. januar 2017 kl. 10:13

KMD var med i rækken af ønskede leverandører, fordi de besidder en enorm forretningsviden og viden om eksisterende systemer til brug for konvertering.

2
21. januar 2017 kl. 21:20

Hvis det er kommunernes krav, som er problemet her, hvorfor rammer det så kun KMD? Selvfølgelig har KMD det største ansvar i hvert fald i udviklingen af støttesystemer (STS). KMD er monopolist, og det er stik imod al logik, at de skulle underminere deres egen markedsposition.

Kommunerne (KOMBIT) har til gengæld dummet sig ved at lade KMD komme i betragtning til udviklingen af STS. KMD burde stå på sidelinjen, indtil STS er implementeret og monopolet brudt.

Jeg håber, at man i fremtiden vil se sig om efter en ny måde at udvikle og udbyde løsninger på. OS2 - Offentligt digitaliseringsfællesskab har fx haft en open source pendant til STS, den har været færdig i 12 måneder og er udviklet i samarbejde med mindre leverandører. Hvad er det, vi venter på?

https://www.prosa.dk/bliv-medlem/nyhed/artikel/vera-en-monopolbryder-fra-vendsyssel/

https://os2.eu/projekt/os2vera

1
21. januar 2017 kl. 18:47

Leverandører har jo ikke en chance med den lovgivning og den oldscool holdning der er til offentlig it udvikling i dag.

Det er sguda klart at der er så mange skandaler, det kan jo ikke lade sig gøre at lave ordentligt software med de kår og de krav der bliver stillet..

Den er sikkert fin nok hvis der skal bestilles vaskemaskiner eller nye toiletpapirsholdere.