Midtjylland mangler it-folk trods krisen

Der er stadig mange ubesatte it-stillinger i Midtjylland, selvom i alt 90 it-folk er blevet fyret i regionen i løbet af 2009. Især højtuddannede og specialister er en knap resurse.

Selvom den økonomiske krise også giver dønninger på it-arbejdsmarkedet, ser det ikke så sort ud som i andre brancher.

En ny undersøgelse fra IT-Forum Midtjylland viser således, at virksomhederne i regionen stadig mangler kvalificeret it-arbejdskraft. 90 stillinger er lige nu slået op hos de 80 it-baserede virksomheder, der deltog i rundspørgen.

Det er samme antal, som der i løbet af 2009 er blevet fyret hos de 80 midtjyske virksomheder på grund af nedskæringer.

»Vi laver undersøgelsen en gang om året, og for første gang spurgte vi om antal fyringer. Vi var spændte på resultatet, og det overraskende var, at der trods fyringerne var så mange ledige it-stillinger samtidigt. Det var mere positivt, end jeg forventede,« siger Finn Støy, direktør i IT-Forum Midtjylland.

For resten af året forventer it-virksomhederne i Midtjylland at skulle skære yderligere 5-10 stillinger fra, samlet set. I samme periode forventer virksomhederne at slå 200 it-jobs op.

De mest efterspurgte it-medarbejdere er højtuddannede og dem, der har både it-indsigt og forretningsforståelse. Men også andre klassiske mangelvarer går igen: SAP-specialister og Sharepoint-udviklere.

»Generelt er it-branchen ikke ramt så hårdt af krisen, som man kunne frygte. Før krisen var det hele ved at koge over, og man kunne ikke følge med og måtte sige nej til opgaver. Nu er det nede i et mere normalt leje,« siger Finn Støy.

Han peger også på, at en del it-leverandører også primært har kunder i den offentlige sektor og derfor ikke mærker den økonomiske afmatning.

I rundspørgen blandt virksomheder i region Midtjylland deltog 50 rene it-virksomheder, mens de sidste 30 var firmaer med stor vægt på it i forretningen, samt enkelte it-afdelinger i den offentlige sektor.

På landsplan har en tredjedel af Danmarks 500 største virksomheder måttet fyre it-folk, siden krisen satte ind. Det viser en anden rundspørge, IT i Praksis 2009 fra Rambøll Management, som blev offentliggjort i sidste uge.

Samtidigt har 44 procent af disse firmaer indført ansættelsesstop, og yderligere fire procent har planlagt at gøre det.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rasmus Kaae

For sjovt prøvede jeg lige at gå ind på version2job.dk og lave en søgning på "Alle arbejdsområder" i region "Midtjylland". Det giver i alt 1 job(s). Hvis det er en indikator for mangel på it-folk i Midtjylland, så er der vist noget jeg har misforstået. I Østjylland er der 3 indlæg mens der er 24 i Stor København.

  • 0
  • 0
#2 Kim Madsen

og jeg har tilsyneladende ingen udsigt til noget længerevarende job i midtjylland, hvorimod jeg nok ender op tilbage i Københavns området igen hvis jeg ønsker en fast stilling.

De job jeg søger er der typisk 40 eller flere ansøgere til.

Bortset fra at jeg er 100% selvlært har jeg klart den viden og erfaring (20+år) der skal til for at løse de fleste IT relaterede opgaver.

Jeg har en kæmpe praktisk og teoretisk erfaring med IT, teknisk projektledelse, forretningsforståelse, udvikling (Delphi, C#, Java, Adobe Flex, C m.m), har kanon viden om integration af alverdens systemer, Service Oriented Applications, Enterprise Service Bus teknologi, EAI og alle de andre frække buzzwords, og som sagt ikke kun fra et teoretisk plan.

Efter min mening er der intet hold i den artikel.

med venlig hilsen Kim Madsen

NB hvis der nu skulle være et interessant job som fastansat eller freelance i Midt Jylland, så kontakt mig gerne på min telefon: 31 31 32 64 eller email kbm@kbmitexperts.dk Det ville da være rart at kunne underbygge artiklens påstand :)

  • 0
  • 0
#3 Rasmus Kaae

Jeg synes forfatteren til denne artikel var forbavsende stille i forbindelse med at bakke argumenterne op. Nu er jeg ikke jobsøgende i nogen for stand, men da jeg bor i Midtjylland holder jeg øje med trends m.m. da det kan bruges som input til lønsamtaler.

  • 0
  • 0
#4 Jan Skinnerup

Nej, som aktivt jobsøgende i området synes jeg nu heller ikke at have bemærket nogen desperat mangel på it-folk.

Fair nok, Version2job er nok ikke lige den jobdatabase der giver det bedste indtryk af virkeligheden derude.

Nogle af de afslag der lander i min inbox siger 150+ ansøgere til den søgte stilling. Så hvis der er mangel på folk derude, så hænger det nok nærmere sammen med, at arbejdsgiverne er for kræsne.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere