Ligesom resten af det offentlige er alle danske folkeskoler lukket ned og omlagt til fjernundervisning på grund af corona-krisen.
Men undervisningssektorens digitale infrastruktur har haft svært ved at følge med, og mens kommunikationsplatformen Aula knækkede under presset fra de mange besøgende, har først UniLogin og nu også læringsportalen Matematikfessor været udsat for DDoS-angreb.
Mandag lød meldingen fra Matematikfessor, at portalen var mål for »en stribe DDoS-angreb«.
»Vi har naturligvis virtuelle skjold installerede og har aktiveret et højere sikkerhedsniveau for at få adgang til siden. Det betyder, at du kan blive bedt om at verificere, 'at du ikke er en robot',« hedder det på Matematikfessors Facebook-side.
Torsdag i sidste uge blev UniLogin, Det digitale id til børn, forældre og ansatte i undervisningssektoren, ramt af et større DDoS-angreb, og ifølge Matematikfessor er man blevet underrettet om, at undervisningssektoren generelt er et populært mål for angreb lige nu.
»Vi har siden sidste uge været orienteret om, at undervisningsteknologi har været søgsmål for denne type angreb i langt højere grad en det normale tilfælde er. Årsagen er, at rigtig mange i disse dage benytter sig netop af disse tilbud. Det er kedeligt, at svage sjæle agerer sådan. Vi tager blot vores forholdsregler.«
Matematikfessor fungerer nu tilsyneladende fint - omend Version2 er nummer 2642 i køen, da vi forsøger at logge på onsdag formiddag.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.