Microsofts Surface Pro vokser til 12 tommer, men taber sig 100 gram

Den nye Surface Pro 3 kommer til Danmark til august med mulighed for at vælge mellem forskellige Intel-processorer i stedet for kun lagerplads.

Der kom ingen Surface Mini, da Microsoft tirsdag aften dansk tid løftede sløret for det nyeste medlem af Surface-familien. Til gengæld kommer der allerede til august en afløser for Surface Pro 2, som meget oplagt har fået navnet Surface Pro 3.

Der er imidlertid ikke tale om en marginal opdatering af Surface Pro-serien. Mens 2'eren primært var en finpudsning af den første, så har Microsoft lavet mere drastiske ændringer i den næste model.

Mest åbenlyst er skærmstørrelsen nu sat op til 12 tommer, som stadig er fuld HD og understøtter både touch og en ny udgave af den digitizer-pen, der har fulgt med Surface Pro-modellerne. Microsoft lover også, at skærmene bliver farvekalibreret på fabrikken for blandt andet at få en mere klar hvid.

Med 12 tommer bevæger Surface Pro 3 sig lidt væk fra det typiske 9 til 10 tommer tablet-segment, som i øjeblikket domineres af Apples iPad og forskellige Android-baserede tablets.

Selvom skærmen er vokset, så har Microsoft formået at få vægten lidt ned. Mens Surface Pro 2 vejer cirka 900 gram, så vejer Surface Pro 3 cirka 800 gram. Tykkelsen uden tastatur-cover er også på mindre end én centimeter.

Ifølge Microsoft har det blandt andet kunnet lade sig gøre ved at designe en ny processorkøler, hvor en tyndere ventilator køler køleribberne direkte uden at skulle lede varm luft gennem kanaler.

Kunderne får også flere valgmuligheder i konfigurationen af Surface Pro 3. Microsoft holder fast i partnerskabet med Intel, og nu vil man kunne vælge mellem modeller med Intel Core i3, i5 og i7. Det betyder også, at de danske priser vil spænde fra 6.199 kroner for en model med Core i3 og 64 gigabyte SSD til 15.149 kroner for en Core i7 med 512 gigabyte SSD.

Derudover har Microsoft ændret designet af den støttefod, som gør det muligt at lade Surface-tabletten stå af sig selv. Den kan nu indstilles trinløst fra 0 til 150 grader. Dermed vil Surface Pro 3 minde mere om en bærbar pc.

Microsoft lægger da heller ikke skjul på, at selskabet især går efter de kunder, som i dag har både en tablet og en pc.

»De fleste brugere har i dag både en tablet og en pc, fordi de to produkter dækker forskellige behov. Med Surface Pro 3 har vi skabt et produkt, som dækker alle de behov, du har som tablet- og pc-bruger, takket være den større skærm, den lave vægt og de bedste chips fra Intel,« udtaler divisionschef for Windows og Surface Martin Thorning Hansen fra Microsoft Danmark ifølge en pressemeddelelse.

Der er da heller ikke tale om særlige neddroslede versioner af Intels processorer, og man får også den fulde Windows 8.1 Pro med Surface Pro 3. Det betyder til gengæld også, at Microsoft med Surface Pro og nyeste generation af Intel-processorer blot har forbedret batteritiden med cirka 10 procent i forhold til Surface Pro 2.

Det vil ifølge Microsoft sige cirka ni timer, hvilket placerer Surface Pro 3 i den pæne ende af Ultrabook-segmentet, og en væsentlig forbedring i forhold til den første Surface Pro, der blot kunne levere op til seks timers batteritid. Det er dog et stykke fra, hvad de rene tablets kan præstere.

Surface Pro 3 får også følgeskab af en ny dockingstation, og Microsoft har også forbedret Type-tastatur-coveret, så det nu har en større trackpad og kan sættes i en position med en let hældning, der også skulle give bedre stabilitet, hvis man sidder med tablet og tastatur på skødet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 s_ mejlhede

Nu er det da en lille bærbar med løst tastatur :-)

Men til den pris ville jeg nok istedet købe en Appel, også installere windows på den.

Måske vente på denne

http://www.lydogbillede.dk/nyheter/macbook-air-med-12-retinaskaerm-paa-vej/

Skal lige siges at jeg ikke selv køber Appel, syndes det er MEGET lækkert hardware, men det er for dyr for en Vendelbo.

Men hvis jeg var Løkke, og fik det som skattefri gave ville jeg da ikke sige nej, heller ikke til en Surface Pro, der følger hvis stadig 7 kabale med :-)

  • 9
  • 3
#4 Allan D. Pedersen

Kommer jo and på hvad du skal bruge...

skal du være kreativ ønsker du jo at kunne bruge en stylus og kunne tegne og skrive noter på en skærm med en rigtig hurtig og præcist touch skærm. Surface Pro touchskærme har den fordel at du kan ligge en håndflade i skrivestilling uden at skærmen tror at det er et trykpunkt og derfor kan du skrive og tegne som om at det var en blok papir.Den mulighed findes ikke på en ipad.. og slet ikke på en macbook. http://tinyurl.com/q23pob7

  • 0
  • 0
#10 Peter Sørensen

Den ser vældig fin ud den nye Surface. Men jeg forstår bare ikke deres argumenter om at den skal kunne konkurrere mod en bærbar computer når de sælger den med så (latterligt) lidt lagerplads i den billigste udgave. Spørg jer selv; ville i nogensinde købe en ny (og forholdsvis dyr) bærbar med kun 64 GB hdd, hvoraf halvdelen allerede er optaget af styresystemet? Hvis de nu startede ved 128 gb for 6500 så kunne man tale om en erstatning for en bærbar. Med kun 64 gb er det jo bare en stor tablet med kraftig processor (og man bliver tvunget til at slæbe rundt på ekstra lagerplads.

  • 2
  • 0
#11 Allan D. Pedersen

Jeg har en 128gb surface pro 2. Jeg har en fuld office pakke, photoshop, lightroom, autodesk inventor og maya3d installerer dam et par spil eller to. Mine dokumenter ligger på Onedrive hvor jeg har 88gb. Plads. Denne lagering ligger på et class10 microsd kort.på 128gb. Musik og film streamer jeg fra min nas trådløst eller netflix samt xbox Music. Prøv det med en ipad ;)

  • 3
  • 1
#13 Svend Eriksen

Jeg har godt nok en med 256 GB, men med Dropbox på arbejde og Onedrive til mit private, så bliver harddisken hurtigt fyldt op, hvis jeg vælger at have alle filerne liggende på harddisken. Jeg kunne vælge at gøre flere ting:

  1. købe et micro SD kort med f.eks. 128 GB. Det koster dog næsten 1000 kroner, men det ville så forøge lagerpladsen med 50%, hvilket ville gøre at jeg både kunne have min Dropbox og Onedrive mappe liggende på Surfacen.

  2. Jeg kunne vælge kun at synkronisere enten Dropbox eller Onedrive.

Jeg valgte det sidste, så nu ligger min Onedrive med alle billeder og videoer på min computer, mens Dropboxen er flyttet til min NAS, hvor jeg via Synobox holder mappen synkroniseret og har knyttet et eksternt drev til. Det er ikke helt så hurtigt som hvis filerne lå lokalt, men tæt nok på.

Surface er i mine øjne langt overlegen i forhold til iPad. De kan slet ikke sammenlignes fordi Surface er en rigtig computer, selvom den også sagtens kan bruges som tablet.

Sammenligningen med Macbook Air holder mere, men jeg synes Macbooken er begrænset ved at den kun er en bærbar. Jeg sætter rigtig stor pris på at jeg kan tage keyboardet af min Surface Pro, når jeg f.eks. sidder i toget, og så bruge den som tablet. Det virker rigtig godt.

  • 1
  • 0
#15 Peter Sørensen

Det er jo selvfølgeligt super rart, og et godt supplement at man har mulighed for at bruge microSD kort. Man når jo desværre bare ikke op på søge- og skrivehastigheder som nærmer sig den interne disk. Jeg glæder mig meget til at den nye type computer som surface er, bliver mere udbredt, men jeg kommer nok ikke med på vognen før de kommer lidt ned i pris, og op i hdd størrelse.

Og helt subjektivt, mener jeg at de burde sløjfe 64gb udgaven. Den giver ingen mening, hvis de skal overbevise folk om at det faktisk er en 'rigtig' computer, og ikke en tablet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere