Microsoft offentliggjorde torsdag prisen på den kommende storebror i softwaregigantens egen serie af tablet-computere, Surface Pro.
Den amerikanske pris begynder ved 899 dollars for den version, der har et 64 gigabyte SSD-drev. Det svarer til 5.150 kroner eksklusive told og moms. En dansk pris inklusive told og moms vil formentligt komme til at ligge i omegnen af 7.000 kroner.
Det er vel at mærke uden Microsofts specielle tastatur-covers, men der medfølger en pen eller digitizer.
Dermed kommer prisen til at ligge på niveau med det, man skal betale for en god bærbar pc og væsentligt over populære tablets som Apples iPad og Acers Iconia-serie.
Det er dog ikke tilfældigt, at prisen bliver så høj. Indmaden svarer nemlig til det, man finder i en bærbar pc, der kvalificerer sig til Intels Ultrabook-mærkat.
Mest bemærkelsesværdigt er, at den 10,6 tommer bredformatskærm har fuld HD-opløsning på 1920 gange 1080 pixel. Processoren er en Intel Core i5-processor med Intels HD 4000 grafikprocessor på samme chip. Der er også et almindeligt USB-stik og en Mini Displayport.
Surface Pro kører desuden Windows 8 Pro i modsætning til den Surface, som Microsoft allerede har lanceret i udvalgte lande, som kører Windows RT.
Det betyder, at Surface Pro kan køre almindelige Windows-applikationer, som allerede findes til Windows 7, og ikke kun særlige Windows 8-applikationer som den almindelige Surface-tablet.
Surface Pro skal dermed også konkurrere med eksempelvis Acers Iconia W700, som dog har en 11,6 tommer skærm.
Ud over den højere pris i forhold til billigere tablets skal man også være opmærksom på, at batteritiden for tablets baseret på en rigtig pc-processor som Intels Core i5 også vil være kortere og næppe kommer op på mere end halvdelen af, hvad de mindre tablets med mobilprocessorer kan yde. Det vil sige et sted mellem fire til syv timer.