Microsofts HoloLens kommer til Europa: 20.000 kroner for standardudgaven

Microsoft har i dag offentliggjort, at de starter deres salg af HoloLens til fire lande i Europa foruden Australien og New Zealand.

Microsofts satsning på deres nye HoloLens-teknologi ruller yderligere ud.

Først benyttede Microsoft lanceringen af Windows 10 til at demonstrere HoloLens-teknologien, hvorefter Windows-chef Terry Myerson bekendtgjorde, at Windows 10 vil understøtte Holographic, som er teknologien bag HoloLens.

Læs også: Microsoft vil gøre Hololens-softwaren til ny standard for virtual reality

Og Microsoft er tilsyneladende optimister, hvad angår udbredelsen af HoloLens. Således har de i dag annonceret, at deres virtual reality-brille også sættes til salg i flere europæiske lande samt Australien og New Zealand, skriver TechCrunch.

Det er Frankrig, Tyskland, Irland og Storbritannien, der i første omgang får muligheden for at forudbestille Microsofts virtual reality-brille, der koster 20.000 danske kroner i standardudgaven og hele 34.000 kroner i en udvidet udgave.

Den udvidede udgave indeholder bedre support samt yderligere sikkerheds- og device management-egenskaber.

Læs også: Sådan ser Startmenuen ud med Microsofts Hololens

Indtil nu har HoloLens kun været tilgængelig i USA og Canada, og Microsofts Alex Kipman er ikke overraskende optimistisk omkring den udvikling, han mener vil opstå, når teknologien rammer flere lande.

»Vi har vidst fra start, at mange af de bedste innovationer vil blive opdaget, når andre får fingrene i teknologien,« siger Alex Kipman.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere