I september kunne Microsoft for første gang tilbyde et gratis antivirus-program: Security Essentials. Og ifølge en ny test af antivirus-software, er Microsofts løsning blandt de bedste til at finde og fjerne malware fra en computer.
Konkurrenterne fra Kaspersky og andre etablerede antivirus-leverandører havde ellers travlt med at fortælle, at Microsofts gratis tilbud ikke var en fuldgod erstatning for betalings-antivirus, men testen fra AV-comparatives.org peger på det modsatte.
Ud af 16 produkter får kun tre karakteren 'god' i både opdagelse af antivirus og i sletning af alle spor. Det er foruden Microsofts løsning også Norton fra Symantec og Escan Antivirus.
Ingen får karakteren 'meget god', mens de fleste scorer 'gennemsnitligt' i én eller to af kategorierne.
Løsningen fra Microsoft er ikke installeret som standard i Windows, men kan hentes gratis - sandsynligvis for at undgå problemer med konkurrencemyndighederne. Security Essentials skiller sig i øvrigt ud ved kun at kræve en seks megabyte download, og softwaren har fået pæne ord med på vejen fra anmeldere.
AV-comparatives.org er en østrigsk non-profit-organisation, som løbende tester antivirus-software op mod ny malware. Organisationen understreger dog, at det er svært at teste antivirus-software mod hinanden helt objektivt, især i kategorien om at fjerne efterladenskaberne.
Nogle antivirus-løsninger vil nemlig med vilje efterlade uskadelige spor fra malwaren i registreringsdatabasen, for at undgå problemer i it-miljøer, hvor ændringer i registreringsdatabasen kan give problemer. Andre antivirus-programmer vil omvendt tolke disse små efterladenskaber som en malware-infektion.
Microsoft Security Essentials gik før lanceringen under navnet Morro. Produktet er mest rettet mod forbrugermarkedet, men en version til virksomheder er undervejs, under navnet Microsoft Forefront.
Se hele testen via fanebladet 'eksterne links'.