Microsoft kunne mandag annoncere, at selskabet efter en længere testperiode har lagt sidste hånd på udviklingen af Service Pack 1 til Windows Vista.
Service Pack 1 er dermed klar i den såkaldte Release To Manufactoring, RTM-udgave, som er sidste skridt, inden opgraderingen sendes ud til kunderne.
Mens tidligere Service Packs til de forudgående versioner af Windows hovedsageligt har været dels opsamlinger af sikkerhedsopdateringer og tilføjelse af nye funktioner, så er Service Pack 1 til Windows Vista anderledes.
Opgraderingen indeholder ganske vist en lang række sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser, men især på sikkerhedsfronten er opgaven fra tidligere Service Packs lagt mere i hænderne på Windows Update, som løbende står for at opdatere Windows Vista-installationer.
Til gengæld har de mange ændringer i Windows Vista i forhold til forgængerne skabt kompatibilitetsproblemer med mange applikationer, og nogle af dem har Microsoft forsøgt at rette med de fejlrettelser, der er inkluderet i Service Pack 1.
Klar - men kommer først i marts
Microsoft forventer at kunne frigive Service Pack 1 til kunderne via Windows Update i midten af marts. Forsinkelsen skyldes ifølge Microsoft, at selskabet vil gøre opgraderingen tilgængelig på samme tidspunkt, som den kommer på nye pc'er i detailhandlen.
Ifølge Microsoft har der været problemer med installationsproceduren til visse hardwaredrivere sammen med Service Pack 1, og de problemer vil selskabet have løst, inden opgraderingen slippes endeligt fri.
Den danske version af Service Pack vil ifølge Microsoft være klar omkring midten af april.