Microsoft: Windows 7 er uden skyld i batteridød

En gennemgang af fejlrapporter har ikke ført til nogen anden konklusion, end at batteriet rent faktisk trænger til en udskiftning, når Windows 7 advarer om det, oplyser Microsoft.

Brugere af Windows 7 på bærbare pc'er kan løbe ind i en trist besked om, at deres batteri bør udskiftes. Det har medført flere debatter på supportforummer, hvor brugerne mener, at meddelelsen skyldes en fejl i Windows 7 snarere end problemer med batterierne.

Microsoft har imidlertid ikke fundet et eneste tilfælde, hvor en rapport om et døende batteri ikke skyldtes, at batteriet rent faktisk havde en kapacitet, der lå under 40 procent af den oprindelige kapacitet. Det skriver Windows 7-udviklerne på holdets officielle blog.

40 procent af batteriets designkapacitet er den tærskel, Microsoft har sat i Windows 7 for, hvornår brugerne får en besked om, at batterier bør udskiftes.

Windows 7 henter to tal fra firmwaren i batteriet: Designkapaciteten og den seneste maksimale opladningskapacitet.

Det er på baggrund af disse to tal, at Windows 7 beregner, om levetiden er faldet med mere end 60 procent i forhold til, hvor meget strøm batteriet kunne rumme fra nyt.

Ifølge Microsoft er der ud fra data indsamlet i løbet af betatesten af Windows 7 en sammenhæng mellem pc'ens alder og hyppigheden af meddelelsen om lav batterikapacitet.

Selskabets supportafdeling har efter de nyeste rapporter kontaktet kunder med problemet og har i alle tilfælde konstateret, at batteriet var defekt eller gammelt.

Windows 7 er den første udgave af Windows, som benytter denne metode til at advare brugeren om nedsat levetid for batteriet. Derfor vil brugere, som opgraderer fra Windows XP eller Windows Vista opleve, at beskeden først dukker op, efter de har installeret Windows 7.

Problemet er dog, at hvis batteriet rapporterer kapacitetsværdier, som indikerer et døende batteri, så vil Windows begynde en nedlukning tidligere, end brugeren oplever, at det er nødvendigt.

Microsoft afviser også rygter om, at en fejl i Windows 7 overskriver de korrekte værdier i batteriets firmware, og at det skulle udløse en fejlagtig besked. Imidlertid er det ifølge Microsoft slet ikke muligt at skrive til firmwaren i batterierne.

Ifølge Microsofts data er det kun en meget lille procentdel af brugere, som får meddelelsen, og det er typisk på pc'er, der er ældre end halvandet år.

Batterier til bærbare pc'er får lavere maksimal kapacitet i løbet af deres levetid på grund af kemisk nedbrydning og øget elektrisk modstand. Høje temperaturer kan være med til at øge hastigheden af nedbrydningen. Ved daglig brug er det ikke usædvanligt, at et batteri mister 20 procent af kapaciteten efter blot ét års brug.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jørgen Henningsen

Meddelelsen om at batteriet er slidt kommer vel ikke som den store overraskelse for de berørte brugere. Det burde vel ikke ændre sig dramatisk bare fordi de installere en ny windows.

Brugerene oplevede også ifølge linket at strømstyring / overvågning ikke fungere i win 7. Det må være der skoen trykker.

  • 0
  • 0
#5 Venligst Slet Min Bruger

Skru nu lidt ned for MS-hadet Lars. Det er ikke første gang, du er fejlagtigt ude med riven.

Der er jo ikke engang tale om en rapport, men bare en udmelding på en blog om, at de ikke har været i stand til at finde nogle fejl.

Læs evt. denne passus fra artiklen:

Windows 7 er den første udgave af Windows, som benytter denne metode til at advare brugeren om nedsat levetid for batteriet. Derfor vil brugere, som opgraderer fra Windows XP eller Windows Vista Windows Vista opleve, at beskeden først dukker op, efter de har installeret Windows 7.

Og så vil du måske forstå, hvad det er der sker.

Egentlig burde jeg være ligeglad med dine kommentarer - det eneste du får ud af det, er at du gør dig selv til grin.

  • 0
  • 0
#6 Lars Hansen

Ro på Mulle... Jeg læste forkert. Beklager meget hvis jeg har ødelagt din karma.

Men kan vi ikke blive enig om at man ikke selv laver en rapport som frikender en selv? Det var det jeg læste i denne artikel, derfor skrev jeg det indlæg.

Fejlagtigt ude med riven? Forklar endelig.

  • 0
  • 0
#7 Nis Lorenzen

Som det fremgår af ovenstående artikel, har vi undersøgt de tilfælde, vi har set dokumenteret indtil videre. Vi har ikke i nogen af sagerne fundet andre problemer end fejl på batteriet. Oplever nogle af jer et problem med at et nyere batteri melder fejl i Windows 7, vil vi meget gerne høre fra dig i vores kundeservice: http://www.microsoft.com/danmark/om/kundeservice.aspx

Kundeservice vil være behjælpelig med at guide dig til den korrekte supportkanal afhængigt af, hvordan du har anskaffet Windows 7.

  • 0
  • 0
#8 Venligst Slet Min Bruger

Lars:

Min karma har det skam fint. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, at du har været så ivrig efter at svine MS til, at du kun lige kort skimmede nyheden og så straks skrev derudaf.

Lidt det samme som i denne tråd:

http://www.version2.dk/artikel/13797-firefox-tilfoejelser-skjulte-trojan...

hvor du også præsterede at gøre dig selv lettere til grin. Det er lige præcis typer som dig, der giver open-source miljøet et dårligt ry.

Og jo, vi er enige om, at man generelt ikke skal lave rapporter om sig selv.

  • 0
  • 0
#9 Ove Andersen

Hvorfor oplever folk så, at computeren pludselig umotiveret lukker ned i Windows 7 (ren power-off - ikke bare nedlukning) selvom de ikke har fået nogle advarsler om lavt strømniveau?

Det har min kæreste oplevet en del gange siden Win7 kom på hendes HP bærbar, men efter at have overrulet strømstyringen [1] er det ikke sket mere. Nu kører den helt ned på få % før det sker, og de normale advarsler om lavt strømniveau kommer..

[1] http://www.computerworld.dk/art/54872/saadan-kan-du-loese-batteri-proble...

  • 0
  • 0
#10 Nis Lorenzen

Det er lidt svært at svare på dit konkrete tilfælde med din kærestes HP bærbar, som er opgraderet til Windows 7, men det lyder som en lidt anden udlægning end det diskuterede, som drejer sig om at Windows rapporterer at batteriet er dårligt. Netop i dit tilfælde ville jeg nok kontakte HP, som jeg gætter på netop har solgt denne computer til din kæreste inklusiv en opgradering til Windows 7. Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte vores kundeservice eller mig. Nis, Microsoft Danmark

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere