Microsoft vil tvangsinstallere Bing-udvidelse hos mange Google Chrome-brugere
Microsoft oplyste denne uge, at mange brugere af selskabets Office 365 ProPlus-produkt vil opleve, at en opdatering til version 2002 eller nyere vil føre til, at der også installeres en udvidelse til Chrome, som gør Microsoft Bing til standard-søgemaskine i browseren.
»Ved at gøre Bing til standard-søgemaskine vil brugere med Google Chrome i din organisation kunne drage nytte af Microsoft Search, inklusive at kunne få adgang til relevant arbejdspladsinformation direkte fra browserens adressefelt. Microsoft Search er en del af Microsoft 365 og aktiveres som standard for alle Microsoft-applikationer, som understøtter det,« skriver Microsoft.
Kun i visse lande – foreløbig
Søgeudvidelsen vil kun blive installeret hos brugere med IP-adresse lokaliseret til landene Australien, Canada, Frankrig, Indien, Storbritannien, Tyskland og USA.
Danmark er altså ikke med i ordningen nu, men flere lande kan blive tilføjet efterhånden.
Udsendelsen af denne opdatering afhænger af brugernes valg af opdateringskanal. Den vil tidligst komme i midten af februar.
Microsoft oplyser, at det er muligt at forhindre installation af søgemaskineudvidelsen gennem værktøjer som Office Deployment Tool, Intune eller Endpoint Configuration Manager samt via gruppepolicyer.
Dette skal gøres, før opdateringen kommer.
Kraftige reaktioner
Det er også muligt at deaktivere eller afinstallere udvidelsen, så den er ikke fuldstændig invaderende, men nok til, at mange allerede har reageret kraftigt.
Ét er, at Microsoft overruler kundernes og brugernes præferencer i selskabets egne produkter.
Her går selskabet ind og foretager ændringer i indstillingerne i et konkurrerende produkt for at erstatte en konkurrerende tjeneste med sin egen, uden at have spurgt brugerne, om de ønsker dette.
Uanset metoden, man bruger, for at beholde sit valg af Google eller andre søgemaskiner, som DuckDuckGo, i Chrome, så kræver dette unødvendigt merarbejde for de berørte Office 365 ProPlus-kunder.
»The rude answer is something like "go away, you freakin ****. However, I am a polite guy, so I am just asking you: are you sure you want deploy that? Who should I send the bill to, fore the removal of an unwanted feature in my organization?« skriver én af kunderne.
Andre frygter, at dette vil føre til en syndflod af helpdesk-henvendelser.
Blandt andre Mozilla kalder dette for ‘search hijacking’ – noget, som sædvanligvis foretages af aktører, som Microsoft ikke bør ønske at blive sammenlignet med.
Artiklen er fra digi.no.
