I april sidste år offentliggjorde Microsoft et nyt fremstød ved navn Azure Sphere – en ‘pakkeløsning’, som skal gøre IoT-enheder sikrere ved hjælp af blandt andet et nyt, Linux-baseret operativsystem.
Nu har Microsoft offentliggjort lanceringstidspunktet.
Azure Sphere bliver tilgængelig for offentligheden til februar næste år, altså om bare få måneder, oplyste selskabet under IoT Solutions World Congress for nylig.
Tre komponenter
Azure Sphere er en løsning, som omfatter tre komponenter.
Den ene er en ny type MCU’er (microcontrollere), som indeholder skræddersyet, hardwarebaseret sikkerhedsteknologi fra Microsoft og er beregnet på internetopkoblede enheder.
Microsoft kan offentliggøre, at den første Azure Sphere-certificerede chip er MediaTek MT3620, som efter sigende allerede er ved at blive udbredt blandt Microsofts kunder.
Den anden komponent er en cloudtjeneste, som skal sørge for at sikre Azure Sphere-enheder gennem certifikat-baseret autentificering og ved at holde øje med trusselsbilledet og kontinuerligt forbedre sikkerheden med softwareopdateringer.

Linux-baseret operativsystem
Den tredje komponent er Azure Sphere OS, et nyt operativsystem baseret på en specialtilpasset Linux-kerne, som skal give IoT-enheder op til flere sikkerhedslag og et trygt softwaremiljø.
Med hensyn til hardwaredelen oplyser Microsoft for øvrigt også, at de tidligere på måneden indgik et samarbejde med chipgiganten Qualcomm om at tilbyde den første Azure Sphere-chip med mobilnetopkobling, som de håber vil facilitere et bredere spektrum af sikre IoT-produkter.
Ifølge Microsoft er behovet for øgning af sikkerheden i IoT-landskabet større end nogensinde.
Selskabet skriver, at der nu findes omkring 14,2 milliarder netopkoblede enheder globalt, og at tallet ventes at nå 20 milliarder i 2020.
Du kan finde mere information om Azure Sphere-satsningen hos Microsoft.
Artiklen er fra digi.no.