Microsoft vil samle datacentret omkring Windows Server

CAMPUS DAYS: Den nye udgave Windows Server 2012 R2 har især fået nye funktioner, som er beregnet til større datacentre. Blandt andet forbedret replikering og migrering af virtuelle servere.

Det er blot ét år siden, at Microsoft frigav den seneste version af selskabets serverstyresystem, men alligevel betegner softwaregiganten den nye Windows Server 2012 R2 som en helt ny udgave snarere end en service pack.

Ifølge Microsoft betyder den kortere udgivelsesfrekvens, at Windows Server gerne skulle være mere på forkant med udviklingen frem for at skulle halse efter de nyeste tendenser.

»Før, hvor der kunne gå to-tre år mellem hver version, havde tendenserne overhalet os. Med den nye kadence med nyt serverstyresystem hvert år kan vi give kunderne, hvad der er relevant baseret på feedback,« forklarede teknisk evangelist Rasmus Hald fra Microsoft på selskabets Campus Days-konference, som afholdes i København i denne uge.

Microsoft kalder selv Windows Server 2012 R2 for 'Cloud OS', altså et styresystem beregnet til at køre skyen. Men hvis man er træt af cloud som buzzword, så betyder det ikke, at Windows Server 2012 R2 er irrelevant.

Træt af 'cloud, cloud, cloud'

»Jeg forstår reaktionen på ordet cloud. Når jeg er på konference og hører 'cloud, cloud, cloud' og det bliver lidt for meget, så bytter jeg det bare ud med 'datacenter',« sagde Rasmus Hald.

Mens Windows Server for 10 år siden kæmpede med at blive taget alvorligt som styresystem i de store datacentre, så har den nyeste version af platformen fået en række funktioner, som udfordrer konkurrenter på både datacenterstyring og virtualisering.

Microsofts Hyper-V er i dag én af de største konkurrenter til VMwares hypervisor, som ellers har været dominerende. I den nye udgave af Windows Server har Microsoft barberet hypervisoren ned, så der ikke bliver emuleret mere hardware end højst nødvendigt. Ifølge Rasmus Hald giver det ingen større betydning for ydelsen, men giver en renere arkitektur.

Ydelsen er derimod forbedret ved live migrering af virtuelle maskiner, fordi det nu er muligt at komprimere den kørende maskine, så det tager kortere tid at flytte den fra én fysisk server til en anden.

»Vi bruger den ekstra processorkraft til at komprimere den virtuelle maskine, så vi kan halvere den tid, det tager at lave en live migrering,« sagde Rasmus Hald.

I praksis kan det eksempelvis skære tiden ned fra 40 til 20 sekunder. Det er umiddelbart ikke noget, der gør den store forskel, hvis man kører nogle få virtuelle maskiner, men når der skal udrulles opdateringer kan det mærkes i store systemer.

Skift storagesystem uden nedetid

Windows Server 2012 kan skaleres op til 64 fysiske servere i en klynge med 8.000 virtuelle maskiner, så dér vil få sekunder også kunne gøre en forskel.

Windows Server 2012 R2 har også fået mulighed for at flytte den storage, som en virtuel server bruger, mens serveren stadig kører, så man kan skifte fra ét storagesystem til et andet uden nedetid.

Microsoft har også forbedret muligheden for at lave replikering af virtuelle maskiner mellem to datacentre. Man kan nu vælge mellem tre forskellige replikeringsfrekvenser på 30 sekunder, 5 minutter eller 15 minutter.

Samtidig kan man nu tilføje flere replikeringssteder, så man eksempelvis kan have et tredje datacenter til disaster recovery. Til det sidste formål er Microsoft også på vej med en cloud-tjeneste, hvorfra man kan aktivere sit replikerede setup, så man kan få det op at køre, selvom det primære system er nede.

integrerer værktøjer i Windows server

For mange datacenteradministratorer er der ingen revolutionerende nyheder fra Microsofts side. Selskabets strategi er dog også snarere at konkurrere med mange af de eksisterende værktøjer ved at tilbyde det som en del af Windows Server-miljøet.

»Vi vil gerne putte mere ind i Windows, så du ikke drukner i værktøjer,« sagde Rasmus Hald.

Et af Microsofts helt egne værktøjer får dog også en opdatering, nemlig Powershell version 4.0. Kommandoværktøjet bliver også kædet mere sammen med de grafiske værktøjer ved at Microsoft viser, hvilket af de såkaldte commandlets, som Microsoft benytter sig af bag den grafiske brugerflade, så brugerne selv kan kopiere dem til deres egne scripts.

Powershell 4.0 har også fået on the fly-kompilering, så tunge scripts kan afvikles hurtigere.

En anden ny funktion er muligheden for at trække en konfigurationsskabelon ned over en nyoprettet server, som automatisk kan ændre konfigurationen til en tilstand, man normalt selv ville gøre, blot ved hjælp af et script.

Work Folders giver Dropbox-funktionalitet

En sidste ny funktion, som Rasmus Hald fremhævede ved Windows Server 2012 R2, var Work Folders, som er beregnet som en indbygget løsning på problemet med brugere, som eksempelvis bruger Dropbox eller en tilsvarende tjeneste til at dele filer.

Work Folders installeres som en tjeneste, der opretter en mappe på brugerens pc, som bliver synkroniseret via firmaets egen server, og it-afdelingen har dermed også fuld kontrol over eksempelvis at slette filerne i mappen på pc'en, hvis den eksempelvis bliver stjålet.

Den eneste, men dog ikke uvæsentlige ulempe, er, at det forudsætter Windows 8.1 på klienten.

Version2 er mediepartner på Campus Days.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere