Fra udgangen af august i år skal en stor gruppe hosting-partnere med eget datacenter årligt lægge 15.000 euro – godt 110.000 kroner – som betaling for at være med i hulen og bevare deres status hos Microsoft som Cloud Service Provider (CSP) – en status, der giver ret til at levere løsninger og services baseret på Microsofts software og cloud-teknologi.
Desuden hæver Microsoft ifølge Version2's oplysninger kravene til hostingfirmaernes omsætning af Microsofts produkter.
Ekstraregningen på de 15.000 euro rammer de hosting-virksomheder, som i dag er såkaldte Tier1-partnere, der leverer cloud-ydelser fra deres egne datacentre i stedet for at vælge den såkaldte Tier2-model, hvor kundernes data og applikationer lagres og afvikles direkte på Microsofts cloud-platform, Azure.
Til gengæld for den store ekstraregning får Tier1-partnerne adgang til support og services fra en række distributører af Microsofts cloud-ydelser. Den opgave har hidtil ligget hos Microsoft selv.
Men overraskende mange hosting-leverandører har valgt holde fast i deres status som Tier1-partnere. Derfor er opgaven med at supportere partnerne vokset Microsoft over hovedet, lyder vurderingen fra flere hostingfirmaer, som Version2 har talt med. Det problem skal det nye regelsæt løse ved, at support-opgaven i stedet løftes af distributører.
De nye regler træder som nævnt i kraft ved udgangen af august. Men Microsoft har allerede løftet en del af sløret for de nye partnerregler på et internt debatforum. Det har ifølge flere partnere, som Version2 har talt med, udløst en livlig debat. Der er dog endnu ikke kommet nogen officiel melding fra Microsoft om, hvordan de nye regler mere præcist bliver udformet.
Store investeringer vil være spildt
I brancheforeningen for hosting-leverandører, BFIH (Brancheforeningen For It-Hostingvirksomheder i Danmark), siger direktør Jens Erik Thorndahl, at man i forlængelse af Version2’s henvendelse vil tage sagen op over for Microsoft. Han fortæller, at mere end halvdelen af foreningens knap 40 medlemsvirksomheder i dag har status som Tier1-partnere, der selv opretter og fakturerer brugere af især det cloud-baserede Office 365.
»Der er mange af hosting-virksomhederne, der har investeret mange penge i at oprette og fakturere brugere automatisk. Hvis de ændringer, Microsoft lægger op til, bliver gennemført, er de penge spildt,« siger Jens Erik Thorndahl til Version2.
Han understeger, at Microsoft endnu ikke officielt har meldt ud, hvordan man vil ændre betingelserne i CSP-programmet.
»Vi kan ikke være sure over noget, der ikke meldt officielt ud endnu. Men hvis der ikke kommer en løsning på problemet med at køre Office 365 på partnernes egne servere, bliver vi ikke bare sure, men vrede,« siger han.
Han peger samtidig på, at det langt fra er første gang, at Microsoft ændrer forretningsbetingelser, som har konsekvenser for partnervirksomhedernes forretning.
»Hver gang man som partnervirksomhed har justeret sin forretningsmodel, så det passer med kravene fra Microsoft, så laver Microsoft om på betingelserne.«
Han anerkender, at der kan være gode praktiske grunde til at ændre partner-betingelserne og flytte support-opgaven væk fra Microsoft og over til software-distributører
»Microsoft havde ambitionen om at kunne håndtere supporten selv. Men de har opdaget, at de slet ikke er gearet til at yde support til de mange partnere, som har holdt fast i muligheden for at køre cloud-løsninger i deres lokale datacenter. Derfor vil man gerne have flyttet de nuværende Tier1-partnere over til Tier2-status,« siger Jens Erik Thorndahl.
Men presser Microsoft ikke samtidig sine partnere til at flytte kunderne over på Microsofts egne datacentre og få en 'ren' Azure-løsning?
»Det er fuldstændig rigtigt. Det er tydeligt, at Microsoft gerne vil have så mange brugere og så meget forretning som muligt flyttet over til Azure-platformen,« lyder det fra Jens Erik Thorndahl.
Hos Microsoft Danmark ønsker man ikke kommentere sagen og henviser til, at der ikke er kommet nogen officiel udmelding fra Microsoft-koncernen.
»Vi stiller gerne op til spørgsmål, men vi er først i stand til at svare konkret, når en eventuel officiel udmelding kommer om ændringer i vores CSP-program,« skriver Microsofts danske presseafdeling i en mail til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.