Microsoft vil ikke udlevere mails til myndighederne: »Kunderne ejer deres data«
»Vi mener, at kunder har ret til at vide det, når politiet vil se deres mails og dokumenter, og vi har ret til at oplyse dem om det. Årsagen er simpel: Vi mener, at kunderne ejer og har ret til at kontrollere deres data,« skriver Dev Stahlkopf, corporate vice president fra Microsoft i et blogindlæg.
Indlægget publiceres i forbindelse med, at Microsoft ligger i en juridisk kamp med de amerikanske myndigheder, som har bedt Microsoft udlevere en kundes data til brug ved en efterforskning.
Det ønskede Microsoft dog ikke at gøre, uden at kunden fik det at vide, og derfor endte sagen i retten.
Sagen anket
Kunden, myndighederne ønsker at få indsigt i, er en virksomhed med tusindvis af ansatte, og Microsoft argumenterer derfor for, at det burde være muligt at identificere og underrette nogen i virksomheden, uden at det bringer undersøgelsen i fare.
Dommeren mente dog, at Microsoft skulle gøre, som myndighederne har bedt om, og sagen er nu anket, skriver ArsTechnica.
Microsoft har længe kæmpet for deres kunders rettigheder, og i 2014 lykkedes det dem at blokere for en undersøgelse foretaget af FBI rettet mod en Office 365-kunde.
