Verdens mest anvendte tekstbehandlingsprogram, Word, vil i fremtiden bruge en kunstig intelligens, der skal gøre sproget mere inkluderende. Derfor kan du bl.a. opleve, at Word foreslår politibetjent, hvis du har brugt det gamle ord politimand, fortæller Kristeligt Dagblad. Andre rettelser vil være, at dement vil blive ændret til person med demens.
Andreas Birkbak, ph.d. i teknoantropologi ved Aalborg Universitet, mener, at Microsoft ønsker at vise sig som en progressiv spiller blandt de andre techgiganter, og så peger det på en klar tendens i moderne softwareudvikling:
»Det er jo en meget tydelig påmindelse om, at teknologi og design aldrig er værdineutralt. Når vi bruger teknologi til at kommunikere, vil der altid foregå en form for mediering – og der vil altid være forskellige idéer om samfundet indbygget, som stammer fra de programmører, designere og projektledere, der står bag teknologien,« siger han til Kristeligt Dagblad.
Han er dog ikke sikker på, at en AI vil kunne håndtere det danske sprog synderligt godt i starten, og spår, at den nok i højere grad bliver lidt irriterende eller ligefrem ufrivilligt morsom.