Microsoft vil censurere hårdt sprog i Xbox Live-chat med kunstig intelligens

Brugere får mulighed for at vælge mellem fire niveauer af filtrering fra en venligheds-indstilling til en ufiltreret-indstilling.

Microsoft har offentliggjort en ny funktion, som efter planen skal fjerne bandeord og hårdt sprog i chatbeskeder, der bliver sendt på spilplatformen Xbox Live.

Det skriver The Register.

»Vi introducerer en ny funktion, hvor brugerne kan tilpasse i hvor høj grad krænkende sprog skal filtreres væk. Det gør vi for at give vores brugere mere kontrol med det indhold, de bliver præsenteret for, imens de spiller Xbox,« lyder det fra Larry Hyrb, der er direktør for programmeringsafdelingen af Xbox-live, i en præsentationsvideo af det nye tiltag.

Venligheds-filter

Med den nye funktion får brugerne fremover mulighed for at vælge mellem fire forskellige niveauer af sprog-filtrering: Venlig, medium, moden og ufiltreret.

Indstillingen »venlig« er det mest fintmaskede filter, og det bliver standard for alle børnebrugere på platformen. Filteret fjerner bandeord og fornærmelser. Af præsentationsvideoen fremgår det, at ordet »noob« ikke bliver fjernet i venligheds-filtret.

På medium-indstillingen er det tilladt med en lidt hårdere tone. For eksempel tillader dette filter, at man kalder andre for »trash«.

Ifølge Larry Hyrb skjuler filtret »moden« kun det indhold, »som vi har bestemt næsten altid r skadeligt mod dem, der står i modtagerenden«. Det kan være alt fra nedsættende bemærkninger om race til direkte trusler.

For de brugere, som ikke ønsker at bruge funktionen, er det muligt at vælge en ufiltreret indstilling.

Funktionen kan indstilles forskelligt og tilpasses alt efter om en person optræder på din venneliste eller ej.

Filterfunktionen er tilgængelig nu for medlemmer af Xbox-insider-tjenesten i en beta-version. Den vil løbende blive rullet ud til de resterende brugere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere