Microsoft vil bygge SSH ind i Windows
Snart kan du måske skrive ssh
Hvis der ellers skal ssh'es fra Windows til eksempelvis Linux, har det traditionelt krævet tredjepartsprogrammer, men nu meddeler engineer manager for PowerShell Team hos Microsoft Angel Calvo i et blogindlæg, at der er planer om at integrere OpenSSH i PowerShell.
PowerShell er et .Net-baseret framework, der blandt andet inkluderer en command-line shell, fremgår det af Wikipedia.
Calvo skriver på bloggen, at det har været en populær forespørgsel at få bygget Secure Shell-protocol (SSH) ind i PowerShell for at integrere mellem Windows og Linux. Og i den forbindelse er det meningen, det både skal være muligt at ssh'e fra Windows til Linux og den anden vej.
»Dermed vil kombinationen af PowerShell og SSH levere en robust og sikker løsning til at automatisere og fjernadministrere Linux og Windows-systemer,« skriver Calvo, som desuden fortæller, at der er mange SSH-løsninger, som Linux-brugere kan anvende, mens valgmulighederne er begrænsede til Windows.
OpenSSH
Men det skal altså være slut nu. Konkret vil PowerShell-holdet indarbejde SSH-løsningen OpenSSH. Og det kommer angiveligt til at betyde bidrag fra Microsoft til open source-projektet, lyder det til på Calce:.
»Jeg er glad for at kunne annoncere, at PowerShell-holdet vil understøtte og bidrage til OpenSSH-community'et - meget spændt på at arbejde sammen med OpenSSH communitiet om at levere PowerShell og Windows SSH-løsningen.«
Men hvornår kommer SSH til PowerShell, spørger Calvo selv retorisk i blogindlægget.
»Holdet befinder sig i den tidlige planlægningsfase, og der er ikke nogen fastsatte dage endnu. Men PowerShell-holdet kommer med detaljer om datoer og tilgængelighed (af SSH) i den nærmeste fremtid.«
Tredje gang er som bekendt lykkens gang. Og det betyder måske noget her, for det er tredje gang, holdet bag PowerShell forsøger at understøtte SSH, skriver Calvo. Men nu skulle der være håb.
»Foranlediget af ændringer i lederskab og kultur, har vi besluttet at give det et skud til, og denne gang - fordi vi er i stand til at påvise en klar og tiltalende kundeværdi - er firmaet meget opbakkende. Jeg vil gerne bruge et øjeblik på at takke alle jer i communitiet, som klart og tydeligt har talt for, hvorfor og hvordan vi bør understøtte SSH! Jeres stemme betyder noget, og vi lytter,« slutter Calvo.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.