Microsoft: Vi bygger videre på Windows 10

Illustration:
Der bliver ikke noget Windows 11. Det er Windows 10, der skal bygges videre på ved at fortsætte den model med et stort testforløb, Microsoft har brugt det første år med Windows 10.

Det er nu ét år siden, Windows 10 blev frigivet, og i den periode har Microsoft haft en stor gruppe Windows 10-brugere, der har været forsøgskaniner for kommende opdateringer i Windows Insider-programmet. Det kommer til at fortsætte, selvom Microsoft nu er færdig med den store opdatering til Windows 10, som har været et år undervejs.

»Det her er den version, vi kommer til at bygge videre på. Vi fortsætter med Insider-programmet som nu. Normalt ville vi have rettet til på den nye Windows-version det første års tid, og så ville vi være gået i gang med den næste udgave. Men vi fortsætter med Windows 10,« siger divisionschef for Windows, Martin Thorning Hansen fra Microsoft Danmark til Version2.

Windows Insider-brugerne kan melde sig til at prøvekøre kommende opdateringer i tre forskellige tempi, og det er deres tilbagemeldinger, der afgør, om en ny funktion er moden til at blive sendt ud til 350 millioner Windows 10-brugere.

Efter det første år er Microsoft altså klar med stor opdatering, der indeholder en række nye funktioner. Flere af dem er teknisk klar, men det er ikke sikkert, flertallet af brugerne er det endnu.

»Der er en hel masse, som vi lægger ind i Windows 10 nu, som ikke er efterspurgt i dag, men vi tror, det vil være det i fremtiden. Det er for eksempel stemmestyring med Cortana og mere brug af pennen,« siger Martin Thorning Hansen.

Læs også: Windows 10 får stor opdatering - men mange nyheder kan du ikke bruge

Cortana er Microsofts digitale personlige assistent, men den danske lancering af Cortana og dermed også den forbedrede søgefunktion og adgang til visse apps i Windows 10, lader fortsat vente på sig.

»Fra lokal side i Danmark vil vi rigtig gerne have Cortana. Vi arbejder på, at man kan komme til at bruge den engelske udgave på en dansk Windows 10,« siger Martin Thorning Hansen.

Den store forhindring for Cortana er søgemaskinen Bing. Den udbyggede, moderne udgave af Bing er fortsat kun i betatest i Danmark. Det betyder, at Cortana ville mangle en masse af den information, hun kan trække på og bruge til at vise sine tilpassede søgeresultater og svar, i forhold til den amerikanske udgave, hvor Bing er en noget mere ligebyrdig konkurrent til Google.

Windows 10 har sammenlignet med tidligere Windows-udgaver været en succes, når man ser på antallet af brugere. Ifølge visse opgørelser er det cirka halvdelen af alle Windows-installationer, der nu kører Windows 10.

Tilbuddet om gratis opgradering fra en eksisterende Windows 7 eller 8 er udløbet. Fra nu af skal Windows 10 vokse ved hjælp af nye pc'er. Det kan også hjælpe med til at udbrede nogle af de teknologier, der endnu ikke er så anvendte i Windows 10.

Læs også: Smuthul giver gratis Windows 10 opgradering

»Vi ser flere hardwareproducenter, som implementerer kameraer og især fingeraftrykslæsere, der kan bruges med Windows Hello,« siger Martin Thorning Hansen.

Windows Hello er en udbygget login-funktion, der kan bruge forskellige biometriske data til at verificere en bruger. Med det rigtige kamera er det muligt at logge på, blot ved at kameraet kan fange brugerens iris.

Det kan med den seneste opgradering af Windows 10 også bruges af webapplikationer, og i princippet kunne den netbanken altså give mulighed for at logge på ved hjælp af et fingeraftryk, sådan som det kendes fra flere applikationer til smartphones som eksempelvis MobilePay.

På tapetet til den kommende tids udvikling af Windows 10 står opdatering af de sidste dele af brugerfladen, der ikke har ændret udseende siden Windows XP. Ud over løbende rettelser af sikkerhedshuller fylder sikkerhed også en hel del i videreudviklingen.

»Sikkerhed er det vigtigste for os. Der kommer hele tiden nye trusler til, som tvinger os til at tænke anderledes,« siger Martin Thorning Hansen.

Opdateringen af Windows 10 inkluderer således også en række udvidelser af den indbyggede antivirussoftware, så den eksempelvis løbende kan scanne systemet i stedet for blot at scanne nye filer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rasmus nix

Er det ikke det, giganter som Google har gjort i årevis efterhånden?

Og hvornår stopper jeres akavede forsøg på at sammensmelte mobil, tablet og laptop/desktop operativsystemer? Det havde været skide smart. Desværre er i små 10 år for sent på den.

  • 6
  • 16
#3 Richard Foersom

I artiklen "På tapetet til den kommende tids udvikling af Windows 10 står opdatering af de sidste dele af brugerfladen, der ikke har ændret udseende siden Windows XP."

Jeg er ikke interesseret i mere ligegyldig grafisk støj, animerede ikoner og andre forstyrrende elementer. Alt hvad jeg behøver er at det er hurtigt og effektivt at bruge (short-cut keys), ikke en overlæsset "cool" udseende desktop. En af de bedste GUI funktioner i Windows 7 er at man sætte den i klassik mode og i praksis få en simpel desktop i stil Windows 2000. Så vidt jeg ved mangler dette i Windows 10.

En funktion som Windows burde FJERNE er rename filnavn med dobbelt-klik. På et filnavn / ikon, hvis man dobbelt-klikker for langsomt eller får flyttet musen lidt mellem første og andet klik kommer man ind i rename funktionen. Det er forvirrende og irriterende for uøvede brugere. Det er sjældent at man har brug for rename en fil, det er nok at man kan vælge rename i højre-klik-menu.

  • 4
  • 1
#4 Jakob Dahl

Jeg er ikke interesseret i mere ligegyldig grafisk støj, animerede ikoner og andre forstyrrende elementer. Alt hvad jeg behøver er at det er hurtigt og effektivt at bruge (short-cut keys), ikke en overlæsset "cool" udseende desktop

Udseeende vil altid være mere et spørgsmål om smag, men jeg synes ikke der er forstyrrende elementer i Windows 10. Til gengæld er der masser af shortcuts. Når man får dem til at ligge i fingrene er det ikke til at forstå man har kunnet undvære dem.

  • 7
  • 1
#5 Finn Christensen

En af de bedste GUI funktioner i Windows 7 er at man sætte den i klassik mode og i praksis få en simpel desktop i stil Windows 2000. Så vidt jeg ved mangler dette i Windows 10.

Man skal da bruge sin tid til noget fornuftigt, sjovt eller produktivt, og ikke konstant ændre/skrue på OS.. det se skis'm ubegavet.

Så enhver kan f.eks blot smide sin egen faste GUI på via f.eks. Classisc Shell http://www.classicshell.net, så lever man lykkeligt og ser næsten intet af den overdrevne smagsforvirring, flim flam og underlige gebrækkelighederne der konstant skal "opfindes" - får mig til at tænke på en teenager, der absolut igen og igen og igen vil opfinde den dybe tallerken ;)

Utrolig at Microsoft efter så mange år ikke kan ansætte den rigtige designer/finde ud af/købe sig til en gennemført stil og et rent design, der holder.

  • 0
  • 1
#6 Bent Jensen

Tror mange kommentere at det er overdreven misbrug af CPU, RAM, og GPU kun for at noget skal være flot, og se godt ud. Uden at det giver noget bedre OS. Som mange her er ude med riven efter., For de mange, også som mig selv, der kun starter WIn10 op med skrivebord, også straks erstatter det med noget andet, så er der ingen grund til at ændre noget. En Win95 brugerflade vil også være fint. Nye tiltage, giver kun ressourceforbrug, herunder også tid, når der skal findes ud af noget nyt. Det er dem jeg vil kalde "X Window System" vi skal bare have en DOS til at starte vores programmer. Er selv nok mest i denne gruppe.

Noget andet er, når man ser nogen udgaver af linux som Mint, eller Appel OS, så kan man godt se at grafikken har betydning, ud over det produktive, men også med, hvor en fyldt papirkurv eller animering giver værdifuld yderlige information. Forståelsen for hvordan ikoner bedst kan læses, på både store og små skærme med forskellige opløsning. Samt hvad for farver og teksttyper der skal bruges.

Det er ikke kun videnskab, men også en kunstform, og jeg er misundelige på dem som mester det.

Men om man er til det ene eller det andet, så er det vigtigt at man kan ÆNDRE det, som man har lyst. Også slå det helt fra hvis resurser er små eller vigtige.

Det hjælper ikke som med Vista, at ja det ser godt ud, også slår alt fra, så maskinen kan trække det. Forstår ikke MS laver den fejl 2 gange. Men her det nok pladsen mellem de 3 stole der spiller ind.

Synes for dem som kan lide lir, at de skulle installer en Ubuntu evt side orden, også prøve at smide nogen af de GUI på. Det kræver normalt kun 2-3 liner i en Terminal. Er selv blevet vild med Mint. men ved der er meget mere der ude. I nogen af dem, kan man pil, rode, rage så meget, at det tilsidst ikke virker.

Her er en lille oversigt.

https://www.linux.com/news/best-linux-desktop-environments-2016

  • 1
  • 2
#7 David Konrad

Haha :) Man er virkelig, virkelig desperat hvis man tør tweake et uofficielt "skin" nedover Windows. Det kan nærmest kun gå galt. Kan se at classicshell derudover blev "hacked" forleden - nogle har simpelthen erstattet exe-installeren fra et mirrorsite med malware der overskriver masterboot recorden. Meget betryggende. Er det i øvrigt det bedagede og meget lidt sikre php Phorum der benyttes på siden? Man kunne også blive bekymret over "classic shell utility" et åbenbart nødvendigt værktøj hvis eneste formål er at "troubleshoote" fejl opstået i windows efter classicshell er installeret, det indebærer bla. upload af system logs til deres forum :) Jeg ville betakke mig. I en verden med open source lærer man lynhurtigt at kende faresignalerne 1) grimt og utidssvarende design 2) brug af bedaget "teknologi" fra i forfjors 3) classicshell hævdes at være open source, men det der findes ligger på sourceforge (!?) og sidste opdatering er fra juni 2013, man har altså ingen mulighed for at tjekke koden i de versioner der kan downloades 4) og altsammen for at få en classic start menu, i windowsversioner hvor den alligevel findes, bare gemt af vejen... ?

Utrolig at Microsoft efter så mange år ikke kan ansætte den rigtige designer/finde ud af/købe sig til en gennemført stil og et rent design, der holder.

Det gør de jo også - tror ikke der er nogen der bruger flere penge på at ramme bredt designmæssigt, og det er jo lykkedes ud over al forventning. At der overhovedet findes en "classic shell" o.lign er jo beviset i sig selv. 100 mio holder fast i et design MS fik introduceret med så stor succes (lige start-menuen har de jo ikke plagieret, mig bekendt) for over 20 år siden, at folk vil gå endda rigtig langt for at bevare den selv her i 2016; andre 100 mio synes det nye design er 17 gange bedre. Hvis du synes MS har et problem med design og dårlige løsninger op gennem versionerne, så skulle du se hvordan det er gået ubuntu :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere