Microsoft-undersøgelse: Chrome-browseren bruger mest strøm
Går du fanatisk op i længst mulig batteritid på din bærbare computer, skal du bruge Internet Explorer i stedet for Chrome. Det viser i hvert fald en undersøgelse, som Microsoft har betalt det tyske forskningscenter Fraunhofer for at gennemføre, skriver norske Digi.no.
I sammenligningen er ti forskellige computere med Windows 8 blevet udstyret med alle tre browsere, og strømforbruget er så målt under besøg på en række populære websider, blandt andet Youtube, der er den mest krævende af dem. Den gennemgående tendens er, at Internet Explorer 10 bruger mindst strøm, Chrome 26 bruger mest, mens Firefox 20 ligger midt i mellem.
Forskellene er dog ikke voldsomme. I gennemsnit bruger de bærbare computere 16,6 watt, når det er Chrome, man bruger, mens computeren trækker 15,6 watt med Internet Explorer i gang. Det svarer til godt seks procents forskel.
Generelt gælder det i øvrigt, at Adobe Flash er den største ’synder’ i strømregnskabet, så for eksempel videoafspilning via Flash kan få strømforbruget på en bærbar til at stige fra 21 til 32 watt med Chrome som browser i forhold til besøg på sider uden Flash-indhold.
Strømforbruget afspejler i nogen grad, hvor hårdt computerens processor skal arbejde for at køre en browser, og derfor kan det også være interessant i andre sammenhænge end energiforbrug og batteritid. Men som sædvanlig med den slags undersøgelser kan der være faktorer indblandet, der ikke bliver nævnt.
Digi.no mener for eksempel, at det er en fordel for Internet Explorer at være en mere integreret del af styresystemet end Chrome og Firefox. Samtidig er en strømspare-indstilling i Windows 8, nemlig timerfrekvensen for Javascript, blevet skruet ned i forhold til standardindstillingen. Denne ændring vil kun påvirke Internet Explorer, skriver det norske it-medie.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.