Microsoft har bebudet, at man ikke blot vil imødekomme den europæiske GDPR-lovgivning. Man vil også føje alle koncernens øvrige, internationale produkter ind under reglementet.
Dermed har den europæiske mega-lovpakke, allerede inden den træder i kraft, skabt ringe i vandet helt til tech-branchen på den anden side af Atlanten.
»Vi sætter stor pris på det stærke lederskab, EU har vist i den her vigtige problemstilling, og mener, at privacy bliver stadigt mere relevant, efterhånden som folk lever mere og mere af deres liv online,« skriver Windows i et blogindlæg.
Har ændret tilgang
Ifølge The Register skyldes den noget anderledes, næsten u-amerikanske, tilgang til privacy, at Microsoft har indset, at der kan være kunder at hente på en pro-privacy-tilgang.
Især i en tid, hvor Google og Facebook får større og større markedsandele, men til gengæld har en noget løsere tilgang til data, og hvem der i sidste ende bør eje dem.
Men det er ikke tilfældet ifølge Microsoft selv.
»Vi har kæmpet for national privacylovgivning i USA siden 2005. Og lige siden GDPR blev annonceret tilbage i 2012, har vi været varme fortalere,« skriver Microsoft på deres blog.