Microsoft: Tysk Linux-eventyr koster 326 millioner kroner mere end Windows
Alting afhænger af øjnene, der ser. Og det er bestemt også tilfældet, når diskussionen falder på Windows kontra Linux eller OpenOffice versus Microsoft Office.
Det bekræfter en ny og undersøgelse gennemført af HP for, ja, Microsoft.
Ifølge Heise Online viser undersøgelsen, at det langt fra har været nogen særlig god forretning for Münchens bystyre at skrotte Microsofts programmer og flytte over på Linux og OpenOffice. Migreringen går under navnet LiMux og er udført løbende siden 2006.
Ifølge Microsoft og HP løber udgifterne op i 453 millioner kroner over en tiårig periode, mens de kunne have været holdt nede på 127 millioner kroner, hvis bystyret havde holdt fast i Microsoft Office 2003 og Windows XP.
Man er dog nødt til at tro på Microsofts egne udtalelser om sagen, for undersøgelsen bliver ikke offentliggjort.
»Det er en intern undersøgelse, som søger at give pålidelige argumenter over for kunderne,« siger Thomas Langkabel, teknisk landechef for Microsoft i Tyskland, ifølge Heise Online.
De nye tal går dermed stik imod en anden undersøgelse gennemført i slutningen af 2012 på vegne af, ja, Münchens bystyre. Den viste, at besparelsen ved at gå open source-vejen var i omegnen af 75 millioner kroner.
Ifølge Thomas Langkabel har blandt andet den lange migreringsperiode og flere skift af Linux-distribution - fra Debian til forskellige Ubuntu-versioner - på LiMux-pc'erne været medvirkende til de høje udgifter.
