Trods enorme advokat-muskler og en skattekiste fyldt med patenter, der kan bruges som våben mod andre firmaer, har Microsoft tabt en sag om en patent-krænkelse i Office. Modparten I4i fik ret i, at Microsoft brugte en teknologi til at tilpasse XML, som I4i har patent på.
Det står nu klart, efter at retten i Texas endegyldigt har afvist Microsofts appelsag, skriver blandt andet The Guardian.
Sagen startede i 2007, da det canadiske udviklingfirma I4i sagsøgte Microsoft for at bryde XML-patentet med Word 2003 og 2007. Rettens afgørelse faldt først i august 2009, hvor Microsoft blev idømt en bøde på 1,5 milliarder kroner samt beordret til at indstille salget af Word pr. 10. oktober i USA.
Men Microsoft svarede massivt igen og fik med opbakning fra store pc-producenter som HP og Dell overbevist retten om, at det ville udløse kaos, hvis Word pludseligt ikke længere var på hylderne. Siden fik Microsoft derfor ændret fristen til 11. januar, så der var en chance for at nå at ændre på koden bag Word.
Undervejs har Microsoft appelleret alle afgørelserne, men nu bliver porten altså endeligt lukket i af dommerne, der har afvist alle appeller. Der er ikke fundet bevis for, at Microsoft i god tro forsøgte at undgå krænkelsen, har retten konkluderet. Dermed slipper Microsoft heller ikke for bøden på 1,5 milliarder kroner.
Afgørelsen overrasker analytikere, som forventede, at Microsoft kunne finde en løsning på patentstriden. For eksempel ved at finde frem til et Microsoft-patent, som I4i krænkede, og så udveksle rettigheder.