Microsofts egen tablet, Surface RT, kan nu købes i udvalgte danske elektronikbutikker. Dermed skal Microsoft nu forsøge at måle sig med Apples iPad, der hidtil har domineret det danske tablet-marked. Det bliver en stor udfordring for Microsoft, som skal forsøge at forklare, hvad Surface er for en størrelse.
»Det er vigtigt for os, at der både er apps og en desktop,« sagde divisionschef for Windows, Martin Thorning Hansen, fra Microsoft, da han præsenterede Surface RT for den danske presse.
Det er ét af de punkter, hvor man skal holde tungen lige i munden, når man skal forklare, hvad Surface RT er og ikke er.
Surface RT er nemlig baseret på Windows RT og ikke Windows 8. De to er stort set identiske, bortset fra, at man ikke kan installere sine sædvanlige Windows-applikationer, som man kender dem fra Windows XP eller Windows 7.
Det kan man derimod på Surface Pro, som kører den fulde udgave af Windows 8, men den er ikke kommet til Danmark endnu. Det er der derimod andre tablets med Windows 8, der er, og derfor er Microsoft nødt til at fortælle, hvordan Surface RT er anderledes.
»Det er en 'light' version. Folk i detailhandlen er blevet trænet i at spørge ind til, hvad kunderne har behov for. Men vi tror ikke, at du kun har behov for den ene del. Min personlige erfaring er, at jeg bruger desktoppen enormt meget,« sagde Martin Thorning Hansen.
Desktoppen er dog begrænset. Der følger Office-programmerne Word, Excel, Powerpoint og Onenote med Surface RT, men derudover er man begrænset til de applikationer, der følger med en normal Windows, når man arbejder på desktoppen.
Man kan altså køre både Paint og Powershell på Surface RT, men man kan ikke installere for eksempel Google Drive eller Java. Dermed har man altså tilsvarende begrænsninger på Surface RT, som man også har på Android og iPad.
Microsoft mener dog, at Surface RT er interessant for de kunder, gerne vil have den lave vægt og den lange batteritid fra en tablet, men også muligheden for at gøre nogle af de ting, der normalt er forbeholdt en pc.
»Køberne vil være dem, der bruger nettet, bruger apps, men også vil bruge Office og have en let enhed med god batteritid,« sagde Martin Thorning Hansen.
På apps-fronten er det stadig tyndt, selvom der ifølge Microsoft er 45.000 apps til Windows 8. Blandt andet er der ingen af de største danske banker, der har en app klar.
»Vi ville gerne have haft alle bankerne med fra dag ét, men bankerne sætter ikke bare alle projekter i gang,« sagde Martin Thorning Hansen.
Til gengæld mener han, at de dyder, Surface RT har arvet fra den fulde udgave af Windows, som eksempelvis multi-tasking og muligheden for at have flere brugere på samme enhed, kan tælle i Microsoft-tablettens favør.
I forhold til iPad har Surface RT også ligesom flere af Android-modellerne mulighed for at udbygge lagerpladsen med et MicroSD-hukommelseskort, som lige nu fås med op til 64 gigabyte, men som ifølge Microsoft har en teoretisk øvre grænse på 1 terabyte, når kortene bliver større.