Microsoft slutter sig til Eclipse og open sourcer plugins

Microsoft inviterer Java-udviklerne mere ind i varmen ved at gøre blandt andet Team Explorer Everywhere til open source.

Java-udviklere, som bruger Eclipse, får nu bedre mulighed for at samarbejde med udviklere, der bruger Microsofts Visual Studio. Microsoft har nemlig tilsluttet sig Eclipse Foundation og gør i den forbindelse flere plugins til open source.

Det drejer sig blandt andet om Team Explorer Everywhere, der gør det muligt at bruge Microsofts Visual Studio Team Services fra Eclipse. Det betyder, at udviklere, der bruger Eclipse, kan indgå i planlægning af projekter og styring af kode.

I et blogindlæg begrunder Microsofts chef for Visual Studio, Shanku Niyogi, tiltaget med, at blandt andet Internet of Things indebærer et større behov for, at udviklere skal samarbejde på projekter på tværs af forskellige sprog og platforme.

Eclipse anvendes fortrinsvis af Java-udviklere, men understøtter også eksempelvis C og C++. Tilsvarende understøtter Visual Studio fortrinsvis C# og Visual Basic, men kan ligesom Eclipse udvides med flere sprog.

Ud over at gøre sit Eclipse-plugin til Visual Studio Team Services til open source, så har Microsoft søsat en konkurrence om at udvikle udvidelser til tjenesten målrettet Java-udviklere.

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen