Microsoft: Slut med at tvinge IE8 igennem som standardbrowser

Nu skal installationsprocessen for Internet Explorer 8 ændres, så alle brugere bliver spurgt, inden IE8 går ind og tager pladsen som standardbrowser, oplyser Microsoft.

Med trusler om gigantbøder fra EU-kommissionen hængende over hovedet har Microsoft den senere tid taget en række skridt væk fra at bruge dominansen inden for styresystemer til også at få flest mulige til at bruge browseren Internet Explorer.

Seneste træk er, at Internet Explorer 8 fremover altid vil spørge brugeren, om den skal være standardbrowser på computeren. I dag er det kun, hvis man vælger 'custom settings' under installationen, at man får det valg, så alle, der vælger 'hurtig installation' får altså sat IE8 som standardbrowser, selvom de tidligere har skiftet til for eksempel Firefox.

På Microsofts Internet Explorer-blog forklarer firmaet med en underdrivelse, at man har valgt at gøre valget af browser endnu mere tydeligt. Ændringen vil træde i kraft fra midten af august og bliver kørt ud som opdateringer, frem for en ny version af Internet Explorer 8.

Firefox-bagmændene hos Mozilla hilser ifølge News.com ændringen velkommen.

»Endeligt gør Microsoft det rigtige med IE8-installationsprogrammet,« skriver chefen for Mozilla, John Lilly, i en twitter-besked.

Microsoft har tidligere annonceret, at firmaet vil sælge det kommende styresystem Windows 7 uden browser i Europa. Kunderne må i stedet efterfølgende installere Internet Explorer eller en anden browser via en medfølgende cd-rom.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

Microsoft har tidligere annonceret, at firmaet vil sælge det kommende styresystem Windows 7 uden browser i Europa. Kunderne må i stedet efterfølgende installere Internet Explorer eller en anden browser via en medfølgende cd-rom.

Hvis denne CD-rom kun indeholder IE8, så er vi lige vidt. Og hvis den skal indeholde mere end det, hvem vælger så hvad? Uanset hvad, så tvivler jeg på, at alle browsere kommer til at ligge på den, og dem, der ikke gør, er udsat for unfair konkurrence.

Desuden vil en CD-rom hurtigt blive forældet. Det er bedre, hvis operativsystemet kom med en minimal browser (kun HTML og fildownload), som startede op på en webside, hvor man kan vælge en "rigtig" browser. Alle browserleverandører skal kunne lægge deres browser på siden, så ingen holdes ude.

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Torben,

Det er bedre, hvis operativsystemet kom med en minimal browser (kun HTML og fildownload), som startede op på en webside, hvor man kan vælge en "rigtig" browser. Alle browserleverandører skal kunne lægge deres browser på siden, så ingen holdes ude.

Og så kan man betale for at komme højt på listen - eller?

Eller skal browserne sorteres alfabetisk?

"A Baboon Opera Browser"?

Hvorfor ikke lade det være op til fabrikanterne af PC'erne? Så kan de forskellige browserproducenter jo byde dem op til dans, hvis de har lyst. Idéen med en "browser install gateway" bliver imo umulig at administrere.

  • 0
  • 0
Jarle Knudsen

Det er bedre, hvis operativsystemet kom med en minimal browser (kun HTML og fildownload), som startede op på en webside, hvor man kan vælge en "rigtig" browser.

Hvorfor i al verden skal man absolut bruge browser til installation?

Alternative platformer han en Package Manager hvor man kan vælge det man ønsker at installerer fra forskellige repositories. På tide Microsoft leverer en løsning der svarer mere til dette årtusind.

Setup.exe er bare sååå 1980 :O)

  • 0
  • 0
Anders Norgaard

Hvorfor ikke lade det være op til fabrikanterne af PC'erne? Så kan de forskellige browserproducenter jo byde dem op til dans, hvis de har lyst.

Det lyder som en invitation til underhåndsaftaler og monopolmisbrug, gør det ikke? Måske kunne det virke hvis alle prisaftaler mellem browserproducenter og PC-fabrikanter var åbne og ikke-diskriminerende?

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Jarle,

Hvorfor i al verden skal man absolut bruge browser til installation?

Alternative platformer han en Package Manager hvor man kan vælge det man ønsker at installerer fra forskellige repositories. På tide Microsoft leverer en løsning der svarer mere til dette årtusind.

Det er jo ligegyldigt, om man kalder det en browser eller ej. Omdøb det evt til "En stump software, der kan vise en liste af browsere til brugeren for installation".

:o)

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Anders,

Det lyder som en invitation til underhåndsaftaler og monopolmisbrug, gør det ikke?

Måske - men jeg har svært ved at se alternativet ... eller i hvert fald at se et alternativ, der kan administreres rimeligt.

Det er naturligvis rimeligt nok, at aftalerne ikke må være diskriminerende (er det ikke sådan nu, i øvrigt - i hvert fald for Microsoft?), men selve beløbet ser jeg ingen grund til at offentliggøre. Jeg vil være tilfreds, hvis det offentliggjorte skulle være i retning af:

"Nærværende, ikke-diskriminerende aftale imellem DELL og Mozilla Foundation bestemmer, at Mozilla Foundation for hver installation af Firefox på DELL's PC'er erlægger en pris på XXXXX,XX."

:o)

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Og så kan man betale for at komme højt på listen - eller?

Eller skal browserne sorteres alfabetisk?

Man bør som bruger kunne vælge forskellige sorteringskriterier: Antal downloads, pris, anmelderstjerner, benchmarks (på et antal standardiserede tests), standardkonformitet (ditto), tid siden sidste opdatering, osv. Gerne med mulighed for vægtede kombinationer.

Man skal også kunne filtrere på platform, licensbetingelser, osv. for at mindske listens længde.

Der er masser af sites, der tillader lignende sorteringer, f.eks. online prissammenlignere, der kan sortere efter pris, popularitet, anmeldelser, leverandørtroværdighed osv. med filtrering efter specifikationer osv. Det fungerer fint, også selv om varerne kommer fra forskellige leverandører.

Så hvorfor er du så skeptisk overfor noget lignende for software?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere