Hvis du i dag har Internet Explorer som standardbrowser på din Windows-pc, bliver du i løbet af de næste fem måneder tilbudt at vælge mellem 12 forskellige webbrowsere.
Microsofts forlig med EU-Kommissionen indebærer nemlig, at den særlige skærm, browser-menukortet, hvor brugeren kan vælge en browser, skal ud til alle Windows-pc'er i hele EU samt Norge og Island.
Ifølge aftalen skal Microsoft begynde at distribuere menukortet om tretten uger. Det vil sige i marts.
Microsofts oprindelige forslag gik på at tilbyde browsermenukortet på nye pc'er med Windows 7, men kortet bliver altså også rullet ud til eksisterende brugere. Dog kun til brugere som har Internet Explorer som standardbrowser.
Udrulningen kommer til at ske gennem Windows Update, hvor menukortet vil optræde som en opdatering med prioriteten 'vigtig'. Den vil blive installeret automatisk hos alle brugere, som har slået automatiske opdateringer til.
Efter installationen vil brugeren ved næste login få vist menukortet med link til forskellige browsere, som brugeren kan downloade og installere. Brugeren kan også vælge at udsætte valget. Det fremgår også af aftalen, at Microsoft får lov til at distribuere et værktøj til volumenkunder, som gør det muligt at forhindre, at menukortet dukker op hos brugerne.
Aftalen mellem Microsoft og EU udstikker også retningslinjer for Microsofts fremtidige opførsel. Blandt andet må Microsoft ikke bruge Windows Update til at levere en ny version af Internet Explorer til brugeren, hvis Internet Explorer er afinstalleret på pc'en. Microsoft må dog gerne opdatere de komponenter, som ikke kan fjernes, fordi de anvendes af andre Windows-programmer.