Forvirringen er total: Microsoft skifter ’Metro’-navnet ud med ’Windows 8’

Illustration:
Der er lagt op til forvirring med Microsofts seneste navneskifte. Den nye brugergrænseflade til Windows 8 og Windows Phone 8 bliver døbt ’Windows 8’ i stedet for ’Metro’.

Først hed den nye brugergrænseflade Metro. Men efter en varemærkeballade - angiveligt med den store, tyske butikskoncern Metro, der ejer Europas største elektronikkæde Mediamarkt - besluttede Microsoft i sidste uge at droppe navnet.

Læs også: Nu må Microsofts Metro-design ikke længere hedde Metro

I stedet skal Metro-navnet nu skiftes ud med ’Windows 8’, skriver it-journalisten Mary Jo Foley, som har fulgt Microsoft tæt i over 20 år.

Men ved at bruge samme navn som selve styresystemet, lægger Microsoft op til forvirring. Styresystemet Windows 8 kan nemlig både bruges med den nye brugergrænseflade, og med applikationer, der er skrevet til dette miljø, og med klassiske Windows-applikationer, der nu i stedet skal omdøbes til ’desktop apps’.

Sondringen er vigtig, fordi Windows 8 også kommer i den såkaldte WinRT-version, kort for Windows Runtime. Denne udgave vil kun kunne køre de nye applikationer, som før hed Metro, men nu altså hedder Windows 8-applikationer.

Alle Windows-tablets med ARM-processorer, som for eksempel Microsofts kommende Surface, vil kun kunne køre Windows 8-applikationer. Altså Metro-applikationer.

Skiftet er ikke meldt officielt ud, men Mary Jo Foley bakker sine oplysninger op med nyt reklamemateriale fra Lenovo for en Windows-tablet, som ifølge brochuren både kører ’desktop og Windows 8-applikationer’.

Brugergrænsefladen, der nu ikke længere hedder Metro, bliver også brugt på Windows Phone-telefonerne, hvor miljøet altså fremover skal kaldes Windows 8, uanset om det er Windows Phone 7 eller Windows Phone 8. Designstilen er med tiden også blevet udbredt til blandt andet Xbox og den nye udgave af Microsoft Office.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Venligst Slet Min Bruger

Man kan sige meget godt om MS, men hvis det her er sandt, så er det grænsende til idiotisk.

Hvad så når Windows 9 kommer? Hedder det så stadig Windows 8 Apps? Eller skal der så laves endnu en re-branding?

  • 9
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere