Det kostede i marts 2013 Microsoft 4,2 milliarder kroner i bøde at bryde den aftale, som var indgået med EU’s konkurrencemyndigheder om et browser-menukort, så Windows 7-brugerne kunne få frit valg mellem browsere, når de tændte deres nye computer for første gang.
Men balladen om browser-valgfrihed er ikke slut for Microsoft, for nu er firmaet blevet sagsøgt i USA af samme grund. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hele sagen begyndte i 2007, da browser-konkurrenten Opera anmeldte Microsoft for unfair konkurrence, når Internet Explorer var standardbrowser i Windows og blev mere og mere integreret i styresystemet. Sagen endte - efter mange krumspring, hvor Microsoft truede med at levere Windows helt uden browser i Europa - med et kompromis i 2009: Windows 7 skulle præsentere brugerne for et ’menukort’ over forskellige browsere, når systemet blev taget i brug første gang.
Men fra november 2010 til juli 2012 var browser-menukort forsvundet og blev slet ikke vist. Microsoft forklarede manglen som en ’teknisk fejl’, som altså ikke var blevet opdaget og rettet i løbet af de 20 måneder, det stod på.
I det nye søgsmål i USA bliver Microsofts bestyrelse og topledelse anklaget for ikke at have udvist rettidig omhu i sagen, der jo endte med at koste Microsoft en rekordstor bøde, som firmaet valgte ikke at anke.
Milliardbøden udløste en intern undersøgelse i Microsoft, hvor der ikke blev placeret noget ansvar, og den reaktion var for slap, mener altså Microsoft-aktionæren Kim Barovic, som står bag søgsmålet. Hun havde først bedt Microsoft om selv at retsforfølge sagen internt, men det afviste firmaet. Eneste kendte konsekvens af miseren er, at daværende topchef Steve Ballmer og daværende Windows-direktør Steven Sinofsky fik nedjusteret deres bonus i 2012.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.