Microsoft: Sådan bliver den nye startmenu i Windows 8.1

31. maj 2013 kl. 07:4117
Microsoft: Sådan bliver den nye startmenu i Windows 8.1
Illustration: Microsoft.
Microsoft har nu officielt løftet sløret for, hvordan softwaregiganten vil give Windows 8-brugere uden touchskærme en hjælpende hånd i opgraderingen Windows 8.1.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Ja, startknappen kommer tilbage, men ikke helt som du kendte den fra Windows 95 frem til Windows 7. Det har været ét af de mest diskuterede emner, når Microsofts styresystem Windows 8 er blevet kastet for de flere hundrede millioner brugere, som daglig anvender én eller flere udgaver af Windows.

Nu har Microsoft i et blogindlæg løftet mere af sløret for, hvordan softwaregiganten vil imødekomme den kritik, som visse brugere har fremsat over for Windows 8 siden lanceringen i oktober 2012.

Der kommer nu en synlig startknap med Windows-logo i nederste venstre hjørne på procelinjen, når man er ude på skrivebordet i Windows 8.1.

Funktionen findes sådan set allerede i Windows 8, men knappen er skjult og viser en miniature af den nye startmenu, når man fører musemarkøren ned i hjørnet. I Windows 8.1 vil knappen altid være synlig, men kun på skrivebordet. I fuldskærmsapplikationer vil man fortsat skulle føre markøren ned i hjørnet for at få den frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man skal heller ikke forvente at få en liste i stil med den, der har skiftet udseende flere gange, siden den første udgave dukkede op i Windows 95. Man bliver stadig ledt til den nye startmenu, som er i fuld skærm. Til gengæld giver Microsoft mulighed for, at springet bliver mindre abrupt.

Man kan nemlig få vist det samme baggrundsbillede på startmenuen, som man har på skrivebordet.

Microsoft vil også gøre startskærmen mere overskuelig ved blandt andet at tilbyde nye størrelser ikoner eller fliser, så de applikationer, som ikke har en moderne Windows 8-flise, kan nøjes med en lille flise i stil med dem, Microsoft introducerede på Windows Phone 8. Tilsvarende kommer der også en ny 'supersize' flise til de applikationer, som kan udnytte flisefunktionen.

Nye applikationer bliver heller ikke placeret i den fjerneste ende af startskærmen. I stedet kan man nu få en ny visning frem med alle applikationer, hvor de nyeste bliver fremhævet, og man så kan vælge at fastgøre en ny applikation til selve startskærmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Microsoft bekræfter også, at man kan boote til andre skærme end direkte til startskærmen. Man kan eksempelvis vælge at boote til skrivebordet eller til den samlede applikationsoversigt, hvor man også kan sortere applikationerne efter forskellige kriterier.

Derudover har Microsoft gjort flere indstillinger tilgængelige fra den nye applikation til indstillinger, så især tablet-brugere slipper for at skulle ændre indstillinger i det gamle Windows-kontrolpanel.

Windows 8.1 vil også indeholde en ny udgave af Internet Explorer. Internet Explorer 11 vil blandt i fuldskærmsudgaven give mulighed for altid at vise adresselinjen, så man ikke skal højreklikke eller swipe fra toppen eller bunden. Den vil desuden give mulighed for flere faneblade end de otte, man maksimalt kan få vist i fuldskærmsudgaven i Internet Explorer 10.

En testudgave af Windows 8.1 vil blive frigivet i forbindelse med Microsofts udviklerkonference Build, som finder sted i San Francisco i slutningen af juni.

17 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
18
2. juni 2013 kl. 10:29

Hvorfor snakker Microsoft om startknappen? Det er slet ikke interessant. Problemet med Windows 8 er at man har skærmfyldende DOS-agtige retro-style programmer, som alt for ofte ikke kan multitaske. Jeg har 3 store skærme og 12 logiske kerner, så hvor dumt er Windows 8 lige? Derfor har jeg installeret Stardocks ModernMix(tm). Se venligst her:https://www.stardock.com/products/modernmix/For 5$ redder man operativsystemet, så det viser apps i vinduer igen. Så mangler man bare at få multi-taskingen tilbage, men det er op til app programmørerne. Man kan også installere Stardock's Start8(tm) og få startknappen tilbage. Det har jeg dog ikke selv gjort. Derudover savner jeg en bedre søgefunktion i Windows. Hvorfor skal man søge i forud definerede kategorier ud fra forud definerede parametre? Alt for ofte kan Windows ikke finde noget. Suk...

7
31. maj 2013 kl. 12:36

Det eneste jeg bruger start til i windows 7 er at taste de første 3 bogstaver af det program jeg vil. [START]lom[enter] starter lommeregneren. Hvor finder jeg denne funktion i Windows 8?

10
31. maj 2013 kl. 12:50

Tryk på Windows-tasten på tastaturet, skriv lom og tryk [Enter].

Forskellen er blot den at i Windows 7 kan du på den måde finde stort set alt på computeren (inkl. mails og eksempelvis underprogrammer i kontrolpanelet). I Windows 8 vil du - afhængig af hvad du søger efter - måske skulle igennem nogle ekstra klik undervejs.

Et eksempel: Hvis du i Windows 7 søger efter "Upd" vil Windows Update umiddelbart dukke op i søgeresultatet. Det gør det ikke i Windows 8, med mindre du først søger efter "Upd" og dernæst klikker på "Settings" flisen i søgebilledet.

11
31. maj 2013 kl. 15:48

Alternativt, så få styr på dine hotkeys, og så er der ikke flere klik. Søgning i settings kan du f.eks. gøre direkte ved at bruge winkey + W i stedet. Her er en rigtig god liste: https://www.addictivetips.com/windows-tips/30-new-hotkeys-for-windows-8/

Derudover kan du nu også søge direkte i Apps ved at søge, og efterfølgende klikke på den app du vil søge i (eller bare bruge pil ned). Meget nyttigt til f.eks. at komme direkte til en film i Netflix eller IMDb app'en.

12
31. maj 2013 kl. 16:57

Derudover kan du nu også søge direkte i Apps ved at søge, og efterfølgende klikke på den app du vil søge i (eller bare bruge pil ned). Meget nyttigt til f.eks. at komme direkte til en film i Netflix eller IMDb app'en.

Ja, det vil VIRKELIG være en nyttig funktion for de millioner af ikke IT-kyndige kontor-ansatte, at de hurtigt kan finde en film i Netflix eller IMDb på deres arbejdsdesktop.

Hvis ikke Microsoft vil tabe deres hovedsegment, dvs. ikke IT-kyndige kontor-ansatte hvis hovedarbejdsopgave er sagsbehandling/indtastning af information mv., bør de få fingeren ud af gas-kanalen, og give mulighed for at optimere Win8 til ren desktop-brug.

Det kunne f.eks. være menuer der er optimeret til muse-brug og ikke kæmpe-menuer der er optimeret til tykke pølse-fingre.

15
31. maj 2013 kl. 21:19

Hvis menuerne er større (hvilke menuer taler du om?) er de vel også nemmere at ramme med musen.

Ja, undskyld! Jeg taler om "Start"-skærmen, som jeg mener bare en menu med lidt fancy lir.

Du mener altså, at det er nemmere, at flytte musen fra den ene ende af skærmen til den anden, end at skulle flytte den inden for et mindre afgrænset område af skærmen?

Det ræsonnement virker ganske ulogisk på mig.

En almindelig kontoransat bevæger sig meget sjældent rundt i menuer.

Tjaa, det må så være din påstand. Min erfaring er en anden.

Og i øvrigt, hvis kontoransatte kun sjældent bevæger sig rundt i menuer, hvorfor skal Win8 så starte op med en kæmpe "Start"-menu der fylder hele skærmen??

Og en anden ting: Hvis Apps-tilgangen er så god for kontor-desktop-brugerne, hvorfor har iPad så ikke allerede erobret sig store markedsdele i denne sektor?

Kunne det tænkes, at Apps-tilgangen slet ikke er interessant for kontor-desktop-brugerne?

19
2. juni 2013 kl. 23:02

Du mener altså, at det er nemmere, at flytte musen fra den ene ende af skærmen til den anden, end at skulle flytte den inden for et mindre afgrænset område af skærmen?
Det ræsonnement virker ganske ulogisk på mig.

Alle jer der holder så stædigt fat i nitty-gritty musebevægelser må sgu lide af en eller anden form for Stockholm-syndrom ifht jeres mus. Nu har vi i det meste af 20 år klaget over musearme og lignende, og lægevidenskaben har igen og igen fastslået, at det er uhyre problematisk at skulle bevæge musen i meget små områder for at ramme bittesmå aktive områder af skærmen.

... og nu er det pludseligt et problem at skulle flytte musen mere end 2 pixels (for nu at sætte det lidt på spidsen).

Jeg brugte Windows8 on-off i en måneds tid, og det var en blandet fornøjelse (bla. derfor bruger jeg det ikke mere). Men den nye startmenu var faktisk en af de ting, som jeg var allergladest for. Når man hører argumenterne for "Win7-startmenu", så er det som at høre argumenter for, hvorfor menustrukturen i den gamle Nokia 3310 var meget mere effektiv end den ikonbaserede struktur i Android eller iOS.

20
2. juni 2013 kl. 23:18

Og jeg er helt enig - apps er meget lidt interessant i business-verdenen.

WAT?

Hele App/flise-tankegangen ligger lige til højrebenet for fuld integration imellem desktoppen, intranet/CMS/SharePoint. Det er muligt at du ikke kan se pointen - men hvis du læser imellem linierne i Microsofts kommunikation omkring virksomhedsintegration af Win8, så står der "LOB" overalt med store fede typer.

Det "eneste" der indtil nu har bundet fx SharePoint og Windows-desktoppen sammen været AD men nu bliver de også bundet sammen af Apps.

8
31. maj 2013 kl. 12:49

Du gør præcis det samme i windows 8, når mordern ui vises ved tryk på windows tasten kan du begynde at skrive hvorved der søges i applikation. Du kan efterfølgende skifte til at søge i indstillinger, filer eller indenfor en windows 8 app.

5
31. maj 2013 kl. 12:27

Eneste mulighed jeg mangler er sådan set bare at man kan slå de hjørner fra, og få deres funktioner flyttet til et andet sted. De irritere ihvertfald mig gevaldigt ... resten kan jeg nemt og hurtigt vænne mig til

3
31. maj 2013 kl. 09:57

Så mangler vi bare at microsoft selv laver bedre integration af "fliserne" i microsofts egne programmer så som Outlook. Det er forfærdeligt at skulle tvinges ind i windows 8s eget email program hvis man gerne vil have noget på startskærmen. Microsoft må lige tage sig lidt samme på det punkt. Efter at have brugt windows 8 siden det kom ud må jeg dog sige at det funger meget godt på alle andre punkter. Det nye skrivebords design og funktionaliteten i mappe navigation er en kæmpe forbedring.

4
31. maj 2013 kl. 10:17

Så mangler vi bare en Windows DE (Desktop Edition), hvor Windows er strippet for enhver bit som er relateret til Metro UI.

1
31. maj 2013 kl. 09:25

"Der kommer nu en synlig startknap med Windows-logo i nederste venstre hjørne på procelinjen, når man er ude på skrivebordet i Windows 8.1."..."Man bliver stadig ledt til den nye startmenu, som er i fuld skærm."

Thank god for det. Nu må folk altså tage sig sammen, og komme igang med at bruge den ny start skærm.

17
31. maj 2013 kl. 23:56

Thank god for det. Nu må folk altså tage sig sammen, og komme igang med at bruge den ny start skærm.

Ja og slanke sig, dyrke motion, holde op med at ryge, og især ikke tale i mobiltelefon LOL Men jeg bruger mus og en stor skærm, og bruger ældre windows programmer, her til er det nye interface ikke lavet. At interface skal være ens, er ikke et argument, en formel 1 og en 2 Cv har kun rattet til fældes, vi er ikke ens og arbejder ikke på samme måde. I skiftet mellem XP og vista kunne man da vælge clasik visning mange steder, dette pricip har MS smidt helt væk for at prøve at erobrer et mobilmarket som de har tabt. Samtidig smider de alle de gamle kunder væk.

Ubuntu pisser mig også tit af, men XUbuntu fungere rigtigt godt til mig, men alle dise X Ubuntu viser jo at der ikke er et OS til alle, og der ikke er ET over dem alle.

6
31. maj 2013 kl. 12:32

Jeg har brugt Windows 8 på fuld tid i godt 5 måneder, og kan sagtens se en masse kvaliteter i operativsystemet.

Men som udvikler, hvor jeg gerne vil have mange programmer - somme tider rigtig mange - i luften samtidig, og også ofte har brug for at skrue i maskinrummet, er Windows 8 bare for besværlig. Når dertil lægges at en del services og programmer lavet til Windows 7 ikke virker som de forventes under Windows 8, har det haft som konsekvens, at jeg for en uge siden valgte at skifte tilbage til Windows 7.

Min erfaring er den, at Windows 8 er godt skruet sammen, og virker stabilt, men at der er for meget som er "broken" i forhold til Windows 7, til at Windows 8 er interessant for mig.

Resultatet vil givetvis være et andet, hvis man er en "almindelig bruger" (hvem det så end er), som blot skal bruge computeren til at chatte, skrive mails og gå på internettet.

2
31. maj 2013 kl. 09:34

Hvis man sætter sig ned og prøver at lære det nye design at kende. Så er det enlig ikke så svært.

Jeg har installeret Windows 8 i en virtuel box, for at prøve det af enden installation. Og jeg har kun prøvet det ca en halv dag og jeg syntes at jeg kan se nogle fordele i det nye design. Og specielt når jeg tænker på at det er samme brugerflade til Windows Phone, tablet og pc. Det gør det nemt for brugerne at skifte mellem de forskellige platforme, da der er stor genkendelighed.

Giv Microsoft lidt tid, og jeg tror at Apple får konkurrence.