Microsoft ruster sig til krævende og teamorienterede Millenium-ansatte
Digital transformation er overskriften på en række nye produkter og services fra Microsoft, hvor selskabet vil markere sig som totalleverandør af både forretningsapplikationer, infrastruktur og platforme, der skal give kunderne mulighed for at optimere deres forretning i en stadigt mere hård konkurrence.
Men det er også et fremstød, der skal sikre, at selskabet kan bevare en stor it-markedsandel hos de kommende Millennium-generationer, som ikke gider lange svartider eller knas med opkoblinger, som også vil udvikle og præge deres it-værktøjer selv, og som er vant til, at man kan arbejde intuitivt med nye programmer og værktøjer - og altså uden månedlange oplæringer.
Fremstødet kom frem på Microsoft Convergence 2015-konferencen i Barcelona, som afvikles til og med i dag.
Det handler om at opkvalificere verdens millioner af ansatte, der anvender Microsoft-værktøjer til at skabe mere forretningsværdi, fortalte Jean-Philippe Courtois, som er President i Microsoft International, i sin keynote til de over 5.000 deltagere fra 79 lande.
»Det er et stort arbejde at ændre sin kultur - også i Microsoft - til at være en kundeorienteret kultur. Det handler ikke bare om at opdatere sine it-værktøjer, men om at opdatere sit mindset,« sagde han.
Overordnet omfatter den nye Microsoft-strategi tre hovedelementer, nemlig en oldtimer om, at it skal øge produktivitet og forbedre forretningsprocesser, men også, at man vil sikre langt mere personaliserede it-redskaber, end hvad vi ser i dag - og endelig vil Microsoft ikke alene tilbyde cloud, men intelligent cloud.
PowerApps giver alle adgang til at udvikle applikationer
Konkret launchede Microsoft et nyt app-udviklingsværktøj kaldet PowerApps, som betyder, at selv ikke-it- uddannede ansatte hurtigt 'på få minutter' kan udvikle deres egen app, der f.eks. kan beregne en rabat til en kunde og sikre en hurtigere clearing med ens chef, og som integrerer til CRM-systemet samt Dropbox eller OneDrive.
Udmeldingen ligger i forlængelse af en udmelding fra starten af november med webværktøjet Windows App Studio, hvor Microsoft gjorde det så nemt at lave og udgive apps til Windows 10, at alle kan være med. Denne folkeliggørelse af appudvikling ses også fra andre selskaber.
Samtidig ligger adgangen til personlige it-redskaber i tråd med et behov for at rebrande sig over for de kommende generationer. Uanset at Windows sidder på 90 procent af markedet for operativsystemer, så opfatter yngre generationer næppe Microsoft som helt så cool som andre globale it-brands. Ifølge undersøgelser fra bl.a. Forbes er det Apple, Google og Samsung, som indtager toppen af hitlisten over teknologibrands blandt unge mennesker.
Derfor ønsker Microsoft også at understøtte nye generationers mere teamorienterede arbejdsformer. I den kontekst fremhævedes det personlige it-redskab Sky for Business, som er en rebranding af cloud-kommunikationsprogrammet Lync, som typisk anvendes i erhvervslivet.
Det vil omfatte bedre integration til analog telefoni, PSTN, og løftet er, at man kan få sin Skype-samtale meget hurtigere op at køre end de angiveligt lange minutter, det har taget tidligere. Endvidere indeholder Skype for Business adgang til at dele dokumenter og arbejde samtidig på dem - meget a la Google.
Og hvis man arbejder med kunderelationssystemer, vil man ikke bare kunne gemme og få adgang til data - men også blive hjulpet på vej i sin salgsstrategi. Dynamics CRM 2016 vil blive understøttet af intelligent cloud i Microsoft Azure - selskabets forretningsorienterede databehandlingsplatform i skyen.
I 2020 vil et flertal af verdens medarbejdere tilhøre millennium-generationen. Og de arbejder på en helt anden måde. Vi er nødt til at modernisere vores redskaber til dem.
Konkret vil Dynamics CRM 2016 omfatte machine learning-elementer, hvor sælgeren vil blive hjulpet med forslag til, hvornår man f.eks. skal slå til med rabat, på hvilket tidspunkt og med hvilken frekvens - alt sammen via algoritmer baseret på erfaringer fra tidligere salg og kundehåndtering.
Adgang til data - også når 4G forsvinder
Andre eksempler, der skal øge salgsorganisationernes produktivitet, er nye features i Dynamics, som vil indeholde fuld offline-adgang til kundedata, således at det stigende antal sælgere, der arbejder i marken med en tablet eller smartphone, altid har den nødvendige adgang.
Chief marketing officer Chris Capossela slog også fast, at produkt- og serviceoffensive er en del af svaret på de nye generationers krav.
»Den måde, som folk arbejder på i dag, adskiller sig i høj grad fra den måde, man arbejde på for bare fem år siden. I 2020 vil et flertal af verdens medarbejdere tilhøre millennium-generationen. Og de arbejder på en helt anden måde. Vi er nødt til at modernisere vores redskaber til dem,« sagde han.
I den optik er det ifølge Microsoft blevet vigtigere, at it-redskaberne - ud over at understøtte teamwork frem for individuelle præstationer, at kunne tilpasses den enkelte og at anvende machine learning - også er med til at sikre mindre stress og overbelastning med redskaber, der giver den enkelte bedre indsigt i både egen og virksomhedens produktivitet. Endelig investerer man store summer i at øge it-sikkerheden i de enkelte produkter.
Også han lagde vægt på, at langt de fleste forretningsprocesser og samarbejdsformer trænger til en opgradering med it for at kunne klare sig i konkurrencen.
»Langt det meste arbejde, der foregår i organisationer i dag, foregår på en meget ustruktureret måde, uanset om vi snakker om måden, vi samarbejder på, måden, vi kommunikerer på, eller måden, vi er kreative på. Der er masser af innovation, som ikke bliver udnyttet.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.