Microsoft: PHP-udviklere skal bruge Windows i skyen

Et nyt udviklingskit (SDK) til Microsofts sky-platform Azure skal få PHP-udviklere til at få øje på Microsoft.

PHP er voldsomt populært på internettet, men det er de færreste PHP-websider, der har Windows kørende under motorhjelmen.

Det skal der laves om på, mener Microsoft og rykker ud med en række værktøjer til PHP-udviklerne. Først og fremmest et SDK til Microsofts satsning på cloud computing, Windows Azure, som skal gøre det nemt for PHP-udviklere at bruge Windows Azure, skriver digi.no.

Udviklingen af PHP Azure, som SDK'et kaldes, er lagt i hænderne på et eksternt firma, men er betalt af Microsoft. Det bliver frigivet som open source. Tidligere har Microsoft også sørget for et SDK til Java- og Ruby-udviklere.

Fokus i PHP Azure bliver på REST, og en alfa-version af SDK'et kommer på gaden 15. maj. Den endelige lancering forventes at ske 21. august.

Udover Azure SDK'et annoncerede Microsoft ved samme lejlighed PHP-værktøjer til Silverlight, Microsofts Virtual Map samt Internet Explorer 8-funktionerne Webslice og Accelerator.

Med sky-satsningen Windows Azure og Azure Services Platform vil Microsoft lægge vægt på interoperabilitet, og SDK'erne til tredjeparts-sprog er en af konsekvenserne. I et blogindlæg om Azure fremhæver Microsoft også, at alle services i Azure-platformen kan kaldes via både XML, SOAP og REST.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere