Windows 10 bliver i dag frigivet i en testudgave målrettet erhvervskunderne, som har været den gruppe, der har været mest tilbageholdende over for at udskifte Windows 7 med Windows 8. De skal nu inddrages mere i udviklingsarbejdet.
»Dem, der bruger previewet, kommer til at give feedback. De skal ikke bare teste stabiliteten, men også komme med input til styresystemet,« siger Windows-divisionschef Martin Thorning Hansen fra Microsoft Danmark til Version2.
Det er en udbygning af den proces, Microsoft benyttede fra Windows 8 til Windows 8.1, men denne gang er det meningen, at det skal ske i flere trin. Første trin har fokus på nogle væsentlige ændringer i brugergrænsefladen i forhold til Windows 8, som skal imødekomme ønskerne fra de brugere, som ikke benytter touch, men derimod mus og tastatur.
»Den kritik af grænsefladen, som var der ved Windows 8, den vil ikke være der ved Windows 10, fordi det bliver mere dét, folk kender,« siger Martin Thorning Hansen.
Microsofts målsætning er, at Windows 10 skal danne grundlaget for en Windows-brugeroplevelse, som vil være mere ensartet på tværs af mange forskellige typer enheder fra smartphones og tablets over desktop-pc'er til Xbox.
Windows 10 vil blandt andet bringe en mere traditionel startmenu tilbage til brugere, som primært benytter sig af Windows-desktoppen med mus og tastatur, så selvom brugerne, som har benyttet Windows 8 i længere tid, har vænnet sig til det, så bliver Windows 10 altså mere umiddelbart spiseligt for brugere, som er vant til den klassiske desktop.
Den slags spring som fra Windows 7 til Windows 8 kommer der også færre af i fremtiden ifølge Microsoft.
»Fra Windows 7 til Windows 8 var det nødvendigt at få muligheden for at bruge touch. Men når vi får en udvikling af styresystemet med hyppigere opdateringer, så kan vi ikke længere lave radikale ændringer,« siger Martin Thorning Hansen.
Når Microsoft springer det oplagte navn Windows 9 over, så handler det om, at den nye Windows skal være et opgør med den tidligere måde at anskue Windows på. Fremover skal det være slut med store opgraderingsprojekter. I stedet skal platformen løbende kunne få mindre opgraderinger.
Netop opgraderinger har været en udfordring fra Microsoft, som har måttet kæmpe til sidste øjeblik - og i visse tilfælde stadig kæmper - med at få flere store organisationer til at opgradere fra Windows XP, da supporten endegyldigt udløb i april.
Der lå store ændringer i indmaden i Windows fra Windows XP til Windows 7, og hvis man i dag er på Windows 7, vil springet til Windows 10 ikke være så dramatisk ifølge Microsoft.
»Der bliver en simpel opgraderingsproces fra Windows 7 til Windows 10. Derefter vil der være en simpel måde at få opgraderinger på, så man kan gøre det hurtigt og dynamisk i stedet for den treårs cyklus, vi har haft hidtil, for vi tror, det er vigtigt, at man sin it-infrastruktur opdateret,« siger Martin Thorning Hansen.
Med testforløbet får brugeren en forsmag på, hvordan Microsoft har tænkt sig løbende at udvikle Windows 10. Den første fase har fokus på brugerfladen, men det er blot den første etape i et større forløb, hvor først erhvervskunderne og derefter forbrugerne bliver spurgt til råds.
»Vi plejer at lave et preview, men ikke på det her tidspunkt i udviklingen. Vi kommer til at åbne for andre dele senere, hvor vi åbner det for folk, der har en interesse i at give feedback,« siger Martin Thorning Hansen.
Windows 10 vil også skulle testes på en række af de andre typer enheder, som Microsoft gerne vil have udbredt platformen til. Så i første omgang er testen rettet mod almindelige pc'er, mens senere faser vil brede testen ud til eksempelvis enheder baseret på ARM-processorer.
Denne testproces indebærer også, at der først senere vil blive annonceret nogle af de nye kernefunktionaliteter, som Microsoft har i støbeskeen for Windows 10. Bivirkningen af sådan et testforløb er dog, at man ikke som i tidligere previews kan forvente en næsten produktionsklar platform. Derfor råder Microsoft til, at man afprøver i hvert fald det første preview på en decideret testmaskine fremfor en arbejds-pc.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.