Microsoft kommende Azure Stack bliver låst til at køre på en begrænset liste af hardware. Tiltaget skal sikre et bedre produkt, der er brugbart med det samme, fortæller it-giganten.
Det skriver CIO.
Azure Stack er en softwareplatform, der tilbyder mange af de samme tjenester som Microsoft Azure, men som er tænkt til at køre på egne servere. Pointen er at tilbyde kunderne en såkaldt hybrid cloudløsning, hvor applikationer kører både lokalt og på Azure-tjenesten.
Men det kommer altså til at kræve en bestemt type hardware i kundens ende.
»Vi er nødt til at starte med systemer, der er velbyggede og fuldt validerede mellem os og vores partnere, så vi kan levere den robuste oplevelse, så kunder kan have succes med Azure Stack,« forklarer Vijay Tewari, der har titlen Principal Group Program Manager hos Microsoft.
Begrænsningen betyder ikke nødvendigvis, at udstyret er dyrere end andet. Der er ikke tale om 'guld-belagt hardware', forsikrer Vijay Tewari.
Til at starte med skal udstyret købes fra Hewlett Packard Enterprise (HPE), Dell eller Lenovo. På sigt kan brugere muligvis selv sammensætte Azure Stack-hardware efter specifikationer fra it-selskabet.
Når Microsoft kender hardwaren, vil det også være nemmere at lave og udrulle opdateringer til Azure Stack - frem for at lave software til ukendte konfigurationer, argumenterer Vijay Tewari.
Azure Stack skal efter planen lanceres i midten af næste år.