Microsoft: Nu bruger vi selv vores nye Roslyn-compiler

Microsofts nye 'gennemsigtige' compiler med kodenavnet Roslyn er nu nået så langt, at Microsofts egen udviklere er skiftet til den. Alle andre må dog vente.

Siden september 2012 har der ikke været meget nyt for .Net-udviklere om Microsofts store compiler-projekt med kodenavnet Roslyn. Men nu skulle den nye compiler være så langt fremme, at hele Microsofts Visual Studio-division er skiftet til Roslyn, skriver udviklingschef Matt Gertz fra Microsoft i et blogindlæg.

Roslyn skal erstatte de compilere, Microsoft leverer til programmeringssprogene C# og Visual Basic, hvilket blandt andet skulle gøre det lettere at skifte mellem de to sprog.

Den største ambition i Roslyn-projektet er dog, at compileren skal være mere gennemsigtig for udvikleren, så den ikke blot er en sort kasse, der får C#-kode ind i én ende og spytter eksekverbar binær kode ud i den anden.

I stedet skal det være muligt at få at vide, hvad der sker inde i compileren, hvilket skulle gøre det lettere at finde fejl eller rette programkode, der ikke opfører sig optimalt.

Læs også: Microsoft-dansker gør C#-udviklere klogere med nyt kodeværktøj

Ifølge Microsoft har Visual Studio-holdet brugt Roslyn til mere end 60.000 programmeringsprojekter i alle størrelser, inklusive visse af Microsofts flagskibsprodukter.

Endnu vil selskabet dog ikke sætte en dato på, hvornår almindelige .Net-udviklere får adgang til den nyeste udgave af Roslyn, eller hvornår den færdige version bliver frigivet.

Microsoft frigav i oktober nye versioner af udviklingsmiljøet Visual Studio uden Roslyn-compileren, men flere peger på udviklerkonferencen Build til april 2014 som en mulig dato for enten en lancering eller en ny prøveversion.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere