Microsoft medgiver problem med nogle udgaver af Skype for Business

32-bit udgaver af Skype kan have nogle problemer, medgiver Microsoft.

Skype for Business crasher i nogle scenarier, bekræfter Microsoft. Det oplyser The Register.

Nogle brugere af Skype i 32-bit-udgaven har meldt om, at programmet har det med at crashe, når det har kørt gennem længere tid, eller når skærmen bliver delt.

Forklaringen er ifølge Microsoft begrænsninger i forhold til hukommelse på 32-bit udgaver af Windows. Denne udgave af styresystemet kan ikke håndtere mere end 4GB ram og 2GB per app.

Udvikler hos Microsoft Kenn Guilstorf forklarer i et indlæg, at når flere vinduer er åbne i Skype, særligt på monitorer med høj opløsning, ja, så kan de 2GB ram hurtigt blive brugt.

»Når Skype for Business 2015 eller 2016 bliver brugt til applikationsdeling, så skal det være bekendt med hver eneste pixel på hver eneste monitor, fordi slutbrugeren kan bevæge vinduet for den delte applikation til en vilkårlig monitor på et vilkårligt tidspunkt,« forklarer Guilstorf.

Han forklarer videre, at Skype for Business holder styr på data via en buffer, som skal kunne rumme farven på alle pixels på alle monitorer. Og for at gøre dette sammenlægger Skype den horisontale opløsning for alle monitorer og ganger summen med den største vertikale opløsning fra de involverede monitorer.

Og det kan altså ende med at tage en del ram, når eksempelvis 4K-skærme er involveret.

Eftersom problemet relaterer sig til selve 32-bit-arkitekturen, så er der ifølge The Registers udlægning ikke nogen simpel løsning. Mediet bemærker, at det mest praktiske vil være at opgradere til en 64-bit-udgave af Windows.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize