Microsoft lukker kritiske huller i Explorer

En enkelt opdatering nåede alligevel ikke med i Microsofts opdateringer for februar. Men seks kritiske opdateringer er frigivet.

Selvom Microsoft i den 11. time besluttede at undlade at frigive en enkelt af de i alt 12 sikkerhedsopdateringer, som selskabet annoncerede i sidste uge, så er der stadig rigeligt at se til for it-administratorer i februar.

Den mest alvorlige af de i alt 11 opdateringer, som Microsoft frigav tirsdag, er en opdatering til Internet Explorer, som indeholder rettelser til flere kritiske sikkerhedshuller.

Opdateringen MS08-010 kategoriseres som kritisk af Microsoft, og sikkerhedsorganisationen SANS Internet Storm Center anbefaler, at man hurtigst muligt installerer opdateringen.

Der er ganske vist ingen eksempler på kode i omløb, som udnytter de sikkerhedshuller, som lukkes med opdateringen, men det er oftest sikkerhedshullerne i Internet Explorer, som hackerne først koncentrerer sig om.

Samtidig kommer de fleste angreb i dag fra websteder, og det gør det ekstra vigtigt at sikre den software, der anvendes til at besøge webstederne.

Hul i Works overses

I alt seks af de 11 opdateringer kategoriseres som kritiske af Microsoft. Ud over opdateringen til Internet Explorer drejer det sig blandt andet om opdateringer til Office-pakken og Microsofts mindre kontorpakke Works.

Især opdateringen MS08-011 til Works kan være interessant for hackere, fordi denne kontorpakke ofte leveres sammen med nye Windows-pc'er fra de store producenter. Det er dog langt fra alle brugere, der er opmærksomme på, at de har den installeret.

Microsoft kategoriserer selv MS08-011 som vigtig, mens Internet Storm Center vurderer, at opdateringen bør kategoriseres som kritisk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere