Microsoft lover mindre bøvl med printere i Windows 8

Illustration:
Med Windows 8 kommer fjerde generation af en grænseflade for udskrift i Windows, og det skal aflive de fleste problemer med at finde den rigtige driver.

Microsoft vil gøre det lettere at installere printere både via USB og via netværket i Windows 8 uden at skulle støve det halve internet igennem for at finde den rigtige driver.

Hidtil har det været løst ved at inkludere over en halv gigabyte printerdrivere med Windows, men med Windows 8 introducerer Microsoft den fjerde generation af printerhåndtering i Windows siden Windows 1.0 fra 1985.

I et blogindlæg forklarer Adrian Lannin, chefudvikler på udskriftsholdet i Microsofts Windows-udviklingsafdeling, at Microsoft har erstattet de traditionelle drivere med et nyt framework.

Med det nye framework stiller Windows de basale funktioner til rådighed som eksempelvis rendering af indhold fra en applikation til et designsprog, som en printer kan forstå, og printerproducenterne kan så udvide Windows' printerfunktionen.

I dag overtager en printerdriver ofte udskriftsfunktionen, så en bruger får printerproducentens dialogbokse, når han har valgt udskrift fra en applikation.

Målet er også at gøre det lettere at dele printere på netværket, uden printserveren behøver have alle drivere til rådighed til eksempelvis både 32 bit og 64 bit udgaver af Windows.

Windows 8's nye printer-framework indebærer blandt andet, at en printer kan identificere sig over for Windows, og hvis der findes en eksisterende printerdriver, så bliver den anvendt, men ellers kan Windows anvende den overordnede klassedriver til enheden med det designsprog, som printeren understøtter.

Skærer driverstørrelse ned til en fjerdedel

Der vil stadig være printere, som anvender designsprog, som Windows ikke kender, men målet med det nye framework har været at eliminere så mange som muligt af de specifikke drivere til sjældne printere og erstatte dem med generiske drivere.

I forhold til Windows Vista er diskpladsen til printerdrivere da også reduceret til mindre end en fjerdedel. Ifølge Microsoft fyldte printerdriverne 768 megabyte i Windows Vista. Det blev reduceret til 446 megabyte i Windows 7 og er nu nede på 184 megabyte i Windows 8.

Hele renoveringen af printerhåndteringen i Windows 8 udspringer af, at Microsoft skulle gøre det muligt at udskrive fra Windows 8 RT, som er den udgave af Windows 8, der kan køre på ARM-processorer og vil blive brugt til tablets.

Windows 8 RT er mere lukket end en almindelig Windows i forhold til at installere nye drivere, og derfor manglede Microsoft et mere generisk printer-framework. Alternativet havde været eksempelvis udskrift via skyen, som det ses på andre tablets, men den model falder ikke nødvendigvis i alle professionelle kunders smag af hensyn til datasikkerheden, ligesom det heller ikke understøttes af alle printere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Rasmussen

Skærer driverstørrelse ned med en fjerdedel

Altså, fra 100%, ned med 25%

Sammenlignet med

I forhold til Windows Vista er diskpladsen til printerdrivere da også reduceret til mindre end en fjerdedel

Altså, 25% af 100%

Nu er det så ret åbenlyst, at det er det sidste, der er det rigtige... meeeeen...

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere