Microsoft lægger Outlook-format på bordet

Softwarekæmpen holder ord og åbner specifikationen for Outlooks arkiv-filformat PST. Det betyder, at udviklere kan tilgå brugernes mail på skrivebordet uden MAPI-grænsefladen og Outlook.

Det bliver i fremtiden lidt lettere at få adgang til brugermail, som er gemt i Outlooks filformat PST (Personal Storage Table). Formatet benyttes til at gemme e-mails i Microsofts klient, og softwarefirmaet har nu indfriet sidste års løfter om at lægge specifikationen bag formatet på bordet.

Det indebærer, at det bliver nemmere for programmer at tilgå brugernes mail. Tidligere har den eneste løsning været at benytte grænsefladen MAPI (Messaging API) for at udtrække emails, men det har krævet, at Outlook har været installeret på brugerens pc, skriver Infoq.

»Når den er færdiggjort, vil dokumentationen blive udsendt under vores Open Specification Promise, som tillader alle at implementere PST-formatet på hvilken som helst platform med hvilket som helst værktøj, uden at man skal tænke på patenter og uden at der er behov for overhovedet at kontakte Microsoft,« skriver Bruce D. Kyle fra firmaet på sin blog.

Han forklarer, at den tekniske dokumentation giver detaljer om hvordan data er gemt, sammen med vejledning i at tilgå data fra andre programmer end Outlook.

Den vil lægge vægt på PST-filernes struktur og give detaljer om hvordan mappehierarkiet tilgås, samt hvorledes enkelte dataobjekter og egenskaber findes og manipuleres.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere