Microsoft kræver lås mod dualboot på ARM-enheder med Windows 8

Det vil ikke være muligt at installere et andet styresystem på en Windows 8-enhed på ARM-arkitekturen. Dermed følger Microsoft dog blot samme politik som flere Android-enheder.

Microsoft kritiseres i open source-miljøet for at spærre for muligheden for eksempelvis at installere Linux på kommende tablets og andre enheder med ARM-processorer og Windows 8.

Kritikken, som blandt andet udspringer fra et blogindlæg fra Software Freedom Law Center, kommer efter, Microsoft har offentliggjort et udkast til reglerne for, at en hardwareproducent kan få certificeret en enhed til Windows 8.

Af udkastet fremgår det dog, at pc'er baseret på x86-arkitekturen skal være låst op, så det er muligt for brugeren at installere et andet styresystem end Windows.

Læs også: Microsoft: Windows 8 vil ikke udelukke Linux-bootloader

Kritikerne hæfter sig imidlertid ved, at ARM-baserede enheder skal være låst, så det ikke er muligt at skifte styresystem.

Ars Technica påpeger dog i et blogindlæg, at Microsoft dermed ikke skiller sig ud fra mange andre producenter på ARM-arkitekturen.

Windows 8 på ARM skal blandt andet bruges til tablets eller tavlecomputere og dermed skal Windows 8 konkurrere med andre låste enheder på samme arkitektur, hovedsageligt Apples iPad, men også RIM's Blackberry Playbook. Samsung og Asus har ifølge Ars Technica også lanceret deres tablets med et låst system.

Låsen på enhederne sker som en sikkerhedsforanstaltning. Microsoft vil i Windows 8 understøtte en funktion i erstatningen for BIOS, UEFI, kaldet Secure Boot. Den skal forhindre, at malware kan få adgang til systemet som driver-filer, ved at kræve, at styresystemet skal være signeret med et forhåndsgodkendt sikkerhedscertifikat.

Muligheden for at låse systemet op, så brugeren kan installere et alternativt styresystem, skal derfor også vejes op mod, hvor mange brugere der efterspørger den mulighed i forhold til sikkerhedsrisikoen for de øvrige brugere, påpeger Ars Technica.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Og min Desire kan heller ikke åbnes (rootes), så jeg kan få et ren Android på. Jeg var så uheldig, at opgradere til Android 2.3, hvilket medførte, at der er YDERST begrænset plads til at installere apps.

Jeg er IKKE tilfreds og køber ikke HTC igen...

  • 1
  • 5
#4 Deleted User

Windows 8 til PC kommer til at kræve dette, og med denne udmedling om det nye system kan man jo kun forvente at dette også skal gælde PC'er der skal sælges med Windows 8...

Gad vide om det lykkedes, så denne generation PC'er faktisk bliver den sidste generiske computer, mens fremtidens bliver styret remote af Apple eller Microsoft, hvor man så allernådigst kan få lov at skrive sine dokumenter (efter de bliver tjekket for indhold i skyen, for at sikre samfundet mod terrorister) eller betale X kr. i minuttet for at lytte på den musik der er tilgængelig på din platform i dit geografiske område...

  • 6
  • 3
#8 Venligst Slet Min Bruger

Windows 8 til PC kommer til at kræve dette, og med denne udmedling om det nye system kan man jo kun forvente at dette også skal gælde PC'er der skal sælges med Windows 8...

Kun hvis de kommer med en ARM-cpu. X86-systemer må ikke være låst, heldigvis for det.

Jeg citerer: "On non-ARM systems, it is required to implement the ability to disable Secure Boot via firmware setup."

  • 3
  • 1
#10 Christian Nobel

Windows 8 til PC kommer til at kræve dette, og med denne udmedling om det nye system kan man jo kun forvente at dette også skal gælde PC'er der skal sælges med Windows 8

Ind til videre er udmeldingen at det ikke kommer til at ske på X86.

Og i øvrigt så er toget nok kørt for MS når vi taler om tablets - og på ARM siden er der så meget andet hardware på vej at MS vil få meget svært ved at få dominans.

  • 5
  • 1
#11 Esben Nielsen

Google forlanger ikke at hardware producenterne skal låse deres hardware for at undgå konkurrence. Det er hardware producenterne selv, som gør det af hensyn til netværksoperatørene og for at få monopol på apps ligesom Apple.

Hvis Microsoft forlanger det, er det udelukkende for at forhindre konkurrence: De forlanger, at selv om folk har betalt license for en Windows 8 til deres hardware, må de ikke kunne installere et andet OS.

Jeg tror, at de er bange for, at man bruger en Windows 8 Arm laptop/notebook til at udvikle en bedre Linux distribution eller et andet OS til Arm, således hardware firmaerne kan vælge den i stedet for Windows 8. De vil simpelthen gerne opnå et fuldstændigt monopol på Arm, ligesom de en gang havde på x86; men denne gang undgå at Linux eller andre kommer snigende ind gennem dual boot.

På den her måde kan de holde Linux nede på små Arm maskiner uden UEFI, standeardiserede udvidelsesmuligheder mm. De store netbooks/laptops/servere bliver et Windows monopol.

  • 7
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere