Microsoft klar til fjendtligt opkøb af Yahoo

Efter Yahoos bestyrelse har afvist Microsofts købstilbud, gør Microsoft det klart, at selskabet vil insistere på at overtage Yahoo.

Internetfirmaet Yahoo afviste mandag officielt det rekordstore købstilbud fra softwaregiganten Microsoft på 224 milliarder kroner.

Afvisningen blev prompte fulgt af et svar fra Microsoft, hvor selskabet gør det klart, at det ikke har tænkt sig at give op.

Yahoos bestyrelse håber, at Microsoft vil forhøje dets bud.

Selv det afviste bud er imidlertid ikke blot Microsofts største opkøb nogensinde, det er også det største opkøb inden for softwarebranchen nogensinde.

Microsoft truer mellem linjerne i dets svar til Yahoo med en fjendtlig overtagelse ved at gå direkte til aktionærerne uden om bestyrelsen.

»Microsoft vil forbeholde sig retten til at tage ethvert nødvendigt skridt for at sikre, at Yahoos aktionærer får mulighed for at få udbytte af den værdi, der ligger i vores bud,« skriver Microsoft i dets svar.

Microsofts første bud var 62 procent over den samlede aktieværdi af Yahoo før Microsofts bud. Siden da er Yahoos aktiekurs steget og Microsofts faldet, hvilket har gjort handlen lidt mindre attraktiv for Yahoos aktionærer, som ville blive betalt i enten kontanter eller Microsoft-aktier.

Hvis handlen falder helt til jorden, står aktionærerne imidlertid i samme situation som før Microsofts bud - med et internetfirma, der har problemer med at konkurrere mod nye tjenester og ikke mindst Google.

Derfor er det sandsynligt, at mange Yahoo-aktionærer vil acceptere Microsofts tilbud, uanset anbefalingerne fra bestyrelsen, for at indkassere en sikker fortjeneste frem for at holde fast i en usikker aktie.

Yahoos ledelse arbejder til gengæld på at finde alternative løsninger, som kunne involvere en handel med den gamle internetmastodont AOL.

Hverken Microsoft eller AOL har imidlertid haft udpræget succes de sidste år med at etablere et kommercielt fodfæste på internettet sammenlignet med Google og nytilkomne tjenester.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere