Microsoft klar med testversioner af nye serverpakker

De første testversioner af afløserne for Small Business Server er nu frigivet, men prisen kan blive mere uigennemskuelig.

Microsoft har nu frigivet de første prøveversioner af de to afløsere for Small Business Server 2003: Windows Small Business Server 2008 og Windows Essential Business Server 2008.

Der er tale om særlige pakker af Windows Server med eksempelvis SharePoint, Exchange og SQL Server. Formålet er at give mindre virksomheder adgang til softwaren uden at betale for funktioner, der er beregnet til store organisationer.

Samtidig indeholder de særlige pakker også enklere værktøjer til administration for at passe bedre til en mindre it-afdeling.

Windows Small Business Server 2008 indeholder SharePoint Services, Exchange Server 2007 og den særlige premium-udgave indeholder desuden standardversionen af SQL Server.

Windows Essential Business Server 2008 indeholder tilsvarende funktioner, men fordelt på tre servere med særlige værktøjer.

Dermed udnytter Essential Server de nye muligheder i Windows Server 2008 for at sætte serveren op ud fra særlige roller.

Med tilføjelsen af Essential Server har Microsoft også ændret prisstrukturen. Det betyder samtidig, at prisen umiddelbart er sat op, men det afhænger især af, om man vælger premium-udgaven med SQL Server.

For den version er prisen faktisk lavere i forhold til den nuværende model, vurderer analysefirmaet IDC ifølge InformationWeek.

Det forudsætter dog, at man udnytter muligheden for at køre mere end én server med den licens, man køber.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere