Microsoft klar med med åben beta af Windows Blue til juni

Illustration:
Hvad end Windows Blue helt præcist dækker over, så bliver vi meget klogere efter Microsofts udviklerkonference i juni, hvor selskabet vil åbne for betatest.

Microsoft står angiveligt på tærsklen til en større ændring af Windows-økosystemet, hvoraf vi blot med sikkerhed ved, at der kommer en opdatering af Windows 8.

Vi bliver dog meget klogere, når Microsoft i juni afholder sin årlige udviklerkonference Build i San Francisco. Efter Build vil Microsoft nemlig åbne for betatest af det, der har fået kodenavnet Windows Blue. Det oplyste chef for Windows, Julie Larson-Green ved en konference tirsdag.

Windows Blue kommer til at omfatte en opdatering af Windows 8, som muligvis vil gøre det muligt at logge på direkte til det velkendte skrivebord, hvis man eksempelvis i en virksomhed eller på en pc uden touchskærm ønsker at springe forbi den nye startmenu.

Der er imidlertid også spekulationer om, at Windows Blue også vil omfatte opdateringer til Windows Phone-platformen og Windows RT.

Derudover vil Windows Blue formentligt være første gang, Microsoft afprøver den strategi, som selskabet tidligere har erklæret, om at opgraderinger af Windows skal komme hyppigere og være mindre drastiske indgreb.

Det er derfor ikke utænkeligt, at Windows Blue ikke vil være en gratis opgradering, men vil koste et mindre beløb i stil med det, Apple kræver for de årlige opgraderinger af Mac OS X. I hvert fald for de kunder, der ikke har én eller anden løbende aftale med Microsoft som eksempelvis Software Assurance for erhvervskunder.

Til gengæld vil det formentligt være slut med de Service Packs, der tidligere er kommet med halvandet til to års mellemrum efter lanceringen af en ny udgave af Windows.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere