Microsoft klar med forsinket Windows Phone 7.8

Inden måneden er omme vil Microsoft sende en opdatering 7.8 ud til Windows Phone 7-platformen, der rummer nogle af nyhederne fra Windows Phone 8. Det sker efter måneders forsinkelse.

Da Microsoft annoncerede efterfølgeren til Windows Phone 7, nemlig Windows Phone 8, fik ejerne af en telefon med Windows Phone en lang næse. Det var nemlig ikke teknisk muligt at opgradere fra version 7 til 8, fordi de er bygget op på helt forskellige måder.

Plastret på såret til dem, som havde købt en Windows Phone 7-model var en opgradering til version 7.8, der skulle give nogle af de samme fordele, som Microsoft havde annonceret med Windows Phone 8. Men efteråret kom og gik, og selvom nye Windows Phone 8-telefoner var blevet sat til salg verden over, måtte de eksisterende Windows Phone-kunder se langt efter deres 7.8-opdatering, der ellers var planlagt til at komme samtidigt med Windows Phone 8.

Nu kommer opdateringen endelig, rapporterer amerikanske PCworld.com, efter at Microsofts kontor i Colombia kom til at melde lanceringsdatoen 31. januar ud på firmaets Facebook-profil.

Men ejerne af Windows Phone 7-telefoner må være tålmodige lidt endnu - først skal producenten af telefonen nemlig teste den nye software og sikre, at der ikke er problemer med hardwaren. Hvornår opdateringen faktisk rammer telefonerne fra Nokia, HTC og andre er derfor uvist.

Windows Phone 7.8 tilføjer nogle tricks til platformen, som Windows Phone 8 blev solgt på. For eksempel flere muligheder for at indrette startskærmen med de såkaldte Live Tiles. Men mange af de fordele, som Microsoft fik ved at skifte den underliggende teknologi ud, har det ikke været muligt at overføre til Windows Phone 7-platformen. Opdateringer over-the-air er således uden for rækkevidde, ligesom kryptering, understøttelse af micro-SD-kort og ægte multitasking.

Den forventede udrulning af Windows Phone 7.8 til telefonproducenterne kommer lige i kølvandet på en ny version af udviklerkittet til Windows Phone 7.8. Med det nye SDK er det muligt at teste de muligheder, som følger med version 7.8, skriver Microsoft i et blogindlæg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize