Microsoft-ingeniør planlægger selv: Jeg kan frit nørde til kl. 2 om natten og møde kl. 12

Fleksibiliteten hos Microsoft Danmark sætter Jesper Jakobsen stor pris på. Illustration: Henrik Rasch
Det er begejstringen for teknologi, fleksible arbejdstider og lysten til at hjælpe andre, der driver værket for it- ingeniør Jesper Jakobsen.

Med sine 33 år og en ingeniøruddannelse i bagagen er Jesper Jakobsen et nogenlunde gennemsnitligt bud på et af de eftertragtede it-talenter, som danske it-virksomheder sukker efter.

Hans eksamenbevis fra DTU er to år gammelt. Han har siden da – med titel som teknisk evangelist – arbejdet for Microsoft Danmark som en ud af omkring 40 nyuddannede it-folk under it-gigantens særlige MACH-program (Microsoft Academy College Hires), hvor unge it-talenter bliver håndplukket og oplært inden for en bred vifte af jobfunktioner.

På den måde skyder Jesper og hans MACH-kolleger genvej uden om de traditionelle rekrutteringskrav om årevis af erfaring.

Føler sig privilegeret

Den 33-årige ingeniør er helt på det rene med, at han tilhører et privilegeret fåtal. Her og nu har han en stor grad af frihed, ligesom han allerede har mærket, hvordan manglen på it-folk allerede nu gør hans viden og evner til en eftertragtet vare.

»Jeg kan virkelig mærke, at jeg for alvor er ankommet til it-branchen. Der er rift om én, og jeg får da også henvendelser fra andre firmaer,« fortæller han.

Men både it-fagligt og i forhold til sit privatliv er han mere end tilfreds med tilværelsen, som den ser ud lige nu. Det gælder både de faglige udfordringer og de fleksible arbejdsvilkår, som Microsoft kan tilbyde.

Med en søn på et år betyder det meget for Jesper Jakobsen, at han selv kan planlægge sin arbejdstid:

»Hvis han er syg, kan jeg arbejde hjemme. Det er måske så ikke meget arbejde, jeg får lavet på sådan en dag, men så kan jeg indhente det på et andet tidspunkt. Der er en forståelse for, at man tager nogle møder hjemmefra på Skype, og en tillid til, at jeg nok skal få tingene til at hænge sammen,« siger han og peger på, at fleksibiliteten også går den anden vej:

»Hvis jeg får en god idé en tirsdag aften, hvor kæresten er gået i seng, kan jeg med god samvittighed sidde og nørde til klokken to om natten og kalde det arbejdstid uden at skulle argumentere for, hvorfor jeg først møder ind på jobbet klokken 12 næste dag.«

Fedt at løse problemer for andre

Jesper Jakobsen beskriver sig selv som en ‘klassisk teknologinørd’. Men på det personlige plan er han efter eget udsagn nok så meget drevet at lysten til at hjælpe andre mennesker.

»Løsning af problemer er det, der trigger mig. Det er fedt at få lov at lege med teknologi og bygge løsninger og tænke ude af boksen og få andre til at bruge det på en smart måde,« siger han.

»Et it-problem starter tit et andet sted end i teknologiens verden. Det er et konkret menneskeligt problem frem for teknik. Og jeg kan godt lide at snakke med mennesker og hjælpe med at finde en løsning. Det er fedt. Der er jo ikke noget bedre end at se folk lykkes med noget, man har hjulpet dem med.«

En blåstempling at være graduate

Jesper ser jobbet som graduate som en blåstempling af hans faglige kvalifikationer. Men også som Microsofts måde at mødekomme behov og forventninger hos en ny generation af it-folk på.

»Friheden og fleksibiliteten er vigtig for min generation. Jeg er vokset op i en tid, hvor der har været mange valg­muligheder. Det forventer vi også følger med, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg tror, der kommer et skift i, hvad der er væsentligt for folk. Er det mig og mit liv, der skal passe til arbejdet, eller skal arbejdet tilpasse sig mine behov,« spørger han retorisk.

Måske selvstændig en dag

Han kan også se for sig, at han i en senere fase af sit liv selv vil starte sin egen virksomhed eller satse på at bygge videre på sin karriere i udlandet. Også selvom det kan betyde farvel til den fleksibilitet, han i dag nyder godt af.

»Det er jo en kæmpemulighed at komme ind som nyuddannet i en stor butik som Microsoft. Jeg arbejder lige nu rigtig meget sammen med vores partnervirksomheder, og det ruster mig til fremtiden – for eksempel hvis jeg får lyst til at blive selvstændig på et tidspunkt. Men det kan jo betyde, at jeg må give køb på for eksempel fleksibiliteten, hvis jeg skal arbejde ti timer om dagen for at levere på mit eget projekt,« erkender Jesper Jakobsen.

Denne artikel stammer fra magasinet IT Company Rank

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Povl Hansen

Hvis nu Kevin og Hennig, var lidt mindre misundelige

og i stedet så artiklen som et skridt i den rigtige retning, hen imod af man fjerner den herskende kultur med af man laver mest hvis man møder tidlige og er synlig på kontoret

  • 8
  • 1
#4 Steen Persson

Det er vel ikke altid et spørgsmål om at møde tidligt eller er synlig, men ligeså meget den interaktion man har med andre i virksomheden. Hvis man har meget samarbejde med andre, så gør det jo hverdagen lidt mere besværlig hvis man ikke rigtig ved hvornår man kan få fat i sine kollegaer. På papiret er det jo dejigt at man kan komme og gå (og arbejde) som man vil, men det skal jo også helst afstemmes med resten af virksomhedens behov for tilstedeværelse. Nogen steder (som MS) vil det fungere fint og andre steder vil det nok være knap så optimalt.

  • 3
  • 0
#8 Dan Vikkelsø

Det eneste jeg fik ud af denne artikel er at Jesper er IT-Ingeniør, arbejder hos Microsoft pga. et uddannelsesprogram han blev optaget på, og at han har flekstid. Jeg har ingen idé om, hvilken del af branchen han tilhører - Men det er tydeligvis skide godt at arbejde hos Microsoft.

For mig at se er det her en mindre skjult reklame for Microsoft og deres MACH-program. For ikke at tale om, at man endnu engang bringer en højtuddannet på banen, som det her orakel til arbejdsmarkedet. Jeg begynder i hvert, på et helt personligt plan, at føle mig mindre identificerbar med Version2.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere