Alverdens tech-medier nåede lige at love, at Microsoft nu havde gjort det tydeligt for enhver, at Windows 10 ville blive gratis for alle, der som betatestere af det kommende styresystem havde installeret Windows 10 Preview. Men så trak Microsoft i land.
Det skriver flere medier, herunder Ars Technica.
I et blogindlæg fra virksomhedens officielle blog lød det oprindeligt, at det ville blive muligt for betatesterne at ‘opgradere til den færdige udgave og forblive aktiveret’. Men siden blev det vinklet som nyheden om, at alle, der oprettede en gratis Windows Insider-konto, ville kunne få sig et spritnyt styresystem fra den 29. juli, når Windows 10 udrulles.
Siden er formuleringen ‘forblive aktiveret’ dog i al stilfærdighed igen blevet fjernet fra indlægget, og dermed er Microsoft igen kommet i klemme i forhold til kommunikationen om, i hvilket omfang og for hvem det kommende styresystem vil være gratis.