Microsoft i kovending: Nu kan du alligevel overføre Office 2013 til en ny pc
Microsoft har få uger efter lanceringen af Office 2013 ændret et punkt i licensbetingelserne, som blev mødt med kritik, fordi det var en forringelse i forhold til tidligere udgaver af Office-pakken.
Nu oplyser Microsoft ifølge et blogindlæg, at licensbetingelserne er blevet ændret, så det nu igen bliver tilladt at flytte sin Office 2013-licens fra én pc til en anden.
Microsoft havde oprindeligt ændret betingelserne, således at licensen blev låst til den pc, man første gang installerede Office 2013 på. Det lå mellem linjerne, at hvis ønskede større fleksibilitet, skulle man i stedet vælge Office 365, hvor man også kan få Office 2013-kontorpakken, som må installeres på op til fem enheder for private brugere.
Kovendingen betyder, at man nu kan overføre en Office 2013-licens til en ny pc, men man kan kun gøre det én gang i kvartalet, så der skal gå mindst 90 dage mellem hver overførsel af produktnøglen.
»Det betyder, at brugerne fremover kan overføre Office 2013-licenser fra én pc til en anden, hvis eksempelvis éns pc går i stykker, eller hvis man køber en ny,« skriver divisionschef for Office, Nana Bule, fra Microsoft Danmark i et blogindlæg.
Ændringerne gælder for Office Home and Student 2013, Office Home og Business 2013, Office Professional 2013 samt de enkeltstående Office 2013-applikationer ifølge Microsoft.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.